2012

SenseOnHealth

Etablering af fælles vidensmiljø og platform med lydmålinger af fysiologiske parametre, som vil danne grundlag for services og produkter indenfor screening af sygdomme, helbred og velfærd; for mennesker og dyr.

Platformen etableres i krydsfelt og i et samarbejde mellem det humane og veterinære område. Og viden vil blive anvendt på tværs af målinger og velfærd, for mennesker og dyr.

Viden, der skal danne grundlag for nye produkter og især services, i samarbejde med teleselskaber, farmaceutiske virksomheder, private og offentlige sundhedsleverandører.

Ny viden og serviceydelser

SenseOnHealth er en database og platform, baseret på lydmålinger af fysiologiske parametre fra mennesker og dyr, og som danner grundlag for services og produkter indenfor screening af sygdomme, helbred og velfærd; for mennesker og dyr.

SenseOnHealth databasen opbygges i denne aktivitet og danner grundlag for helt nye teknologiske services indenfor velfærd for mennesker og dyr. Baseret på teknologi og data vil man kunne gennemføre forskellige screeninger med udgangspunkt i lydoptagelser af kroppens (dyr og menneskers) fysiologiske parametre:

  • Lydoptagelser under søvn, der kan screene for søvn-apnø lidelse.
  • Lydoptagelse af hjertelyde fra ufødte børn, herunder screene for hjertelidelser og lignende.
  • Hjertelyd fra en person som screening for unormal hjerterytme eller screening for stress.
  • Åndedrætslyde fra en person som screening af allergi og KOL.
  • Dyrevelfærd i en dyrebestand ved lydoptagelser af besætning.
  • Dyrevelfærd for det enkelte dyr og identificering af sygdomme ved lydoptagelser af dyret.

DELTA og AgroTech vil, baseret på databasen, kunne tilbyde en række serviceydelser til virksomheder og myndigheder, der er engageret i velfærdsløsninger i det humane og veterinære felt:

  • Dataopsamling og –håndtering af fysiologiske målinger, håndtering af følsomme data.
  • Teknologivalg til monitorering og dataopsamling, test og rådgivning.
  • Gennemførelse af forsøg på dyr og mennesker – i samarbejde med partnere.
  • Services indenfor modellering, signalbehandling, multivariantanalyse, statistik og automatiske analyser.
  • Rådgivning om produkt- og serviceudvikling baseret på data og nye datamodeller.

Igennem et øget og konsolideret datamateriale, vil der åbne sig nye muligheder for såvel forskningen som industri og myndigheder til selv at udvikle ny forskning, ny viden, nye produkter eller services. Det er forventningen, at personrelaterede produkter og services vil kunne udvikles med udgangspunkt i resultater og høstede erfaringer fra dyreområdet – og muligvis omvendt. Den hurtigere markedstilgang til dyresektoren vil også kunne bevirke kortere udviklingstid for produkter og services til mennesker.

Centrale aktiviteter

Aktivitetsplanen opbygger kompetencer til at kunne analysere og behandle lydoptagelse af fysiologiske lyde bl.a. optaget med smartphone. Her skal der teknologisk gennemføres forsøg med kvaliteten af lydmålinger med smartphones i sammenligning med andet udstyr til brug i professionelle og kliniske formål. Dertil gennemføres teknologistudier om anvendeligt personbåret og mobilt udstyr.

Der gennemføres kliniske studier, som indsamler data fra personer og dyr med eller uden en specifik lidelse, og de indhentede data er udgangspunktet for etablering af den første database. Der udvælges med kliniske samarbejdspartnere en given lidelse som test-case, og der inddrages viden fra nationale og internationale eksperter; såvel indenfor lyd og lydoptagelser som lægefaglig viden indenfor den valgte lidelse.

Der vil blive udvekslet viden og erfaringer med udenlandske forskningseksperter indenfor området; herunder fokus på ind- og udstationering af ansatte og forskere. Der køres demoforsøg med virksomheder i såvel det humane som veterinære område – og brobygges imellem disse specialer gennem teknologi.

Efterfølgende vil SenseOnHealth databasen blive udbygget for screening og analyse af andre lidelser; i samarbejde med private firmaer og offentlige partnere. Relevante patientforeninger og dyreorganisationer vil blive inddraget i test og klinisk evaluering samt videnspredningen. Screening af sygdomme på baggrund af opbyggede modeller og behandlede målinger sker i samarbejde med førende læger og dyrlæger og med udgangspunkt i kliniske studier. Databasen opsamler over tid flere og flere lydoptagelser, og det statistiske materiale til analysedelen øges og forbedres.

Rationale for indsatsen

Aktivitetsplanen målretter sig det humane og veterinære område – og spændingsfeltet imellem disse, hvor målinger og datamodeller muligvis kan gavne hinanden. Såvel forskningsmæssigt og for udviklingen af nye services og produkter.

På det humane område vil forebyggelse og tidlig sporing af sygdomme kunne øge folkesundheden; herunder reducere omkostninger til indlæggelser og behandling. Den stigende forekomst i borgere med kroniske lidelser og livsstilssygedomme øger sundhedsudgifterne i kommunerne. Derfor har danske kommuner i dag stigende fokus på forebyggelse, tidlig diagnosticering og igangsætning af behandling. Indsatsen skal medføre øget livskvalitet og spare omkostninger til medicin, behandling og indlæggelser og ved et øget antal år på arbejdsmarkedet. Samfundsmæssigt vil denne viden og databaseplatform danne grundlag for nye produkter og især services indenfor den borgerrelaterede og kommunale velfærdsparaply. Nye services kan opbygges i samarbejde med teleselskaber, farmaceutiske virksomheder, private og offentlige sundhedsleverandører. Nye produkter kan udvikles for en bred vifte af producenter. Det kan være eksempelvis medicin- og farmaceutindustrien omkring f.eks. allergimedicin og pencillin til dyr. Eller udstyrsproducenter af senge, puder mv., der med dokumentation for produktvaliditet kan opnå nye markedsandele. Eller produkter til f.eks. KOL borgere, der ved tidligere diagnosticering af sygdommen kan opnå væsentlig længere liv og øget livskvalitet.

På det veterinære område har tidlig sporing af sygdomme og sygdomsudvikling på besætnings- og enkelt dyreniveau stor betydning på økonomi, logistik, medicinering, kvalitet og dyrevelfærd, f.eks. i forhold til størrelsen af dyret, for kødkvaliteten, for mælkeproduktion m.m. Der er derfor stor økonomisk gevinst ved at kunne sikre høj dyrevelfærd, herunder at kunne skille syge dyr eller syge besætningsgrupper fra resten af besætningen. Der er endvidere muligheder for at mindske og optimere brugen af medicin og pencillin i dyrebesætninger til gavn for økonomi, miljø og fødevarekvalitet. Nye services og produkter tænkes udviklet sammen med de forskellige dyreorganisationer og institutioner indenfor landbrug og fødevarer til brug i hele værdikæden inden for produktion af fødevarer samt til husdyrsbrug (hunde, heste m.m.).

På begge områder er såvel teknologiudvikling som adgangen til demoforsøg og datahåndtering dyrt, kompliceret og næsten uoverkommeligt for en lille virksomhed. Med en platform for såvel data og teknologi samt services for forsøg og datahåndtering stilles den enkelte SMV stærkere i egen udvikling – og kan lettere etablere egne services eller trække viden til nye produkter med langt mindre risiko og større validitet.

Mulige samarbejdspartnere

Aktivitetsplanen udføres i samarbejde mellem GTS-institutterne DELTA og AgroTech, der dækker det humane og veterinære område samt teknologier og kompetencer bag. Den tekniske opbygning af SenseOnHealth databasen, hvor lydoptagelser opsamles, signalbehandles og analyseres, vil ske i samarbejde med DTU, Ålborg Universitet eller Syddansk Universitet.

Den kliniske baggrund for den humane del af SenseOnHealth vil blive opbygget sammen med førende hospitaler i Danmark, som OUH og DNU – og for den veterinære del med KU Life (tidl. KVL), Center for Landbrug og Fødevarer, Foulum m.fl. Der vil blive etableret samarbejder på tværs af de person- og dyreorienterede områder.

Dertil vil DELTA og AgroTech etablere et fælles videnmiljø omkring mennesker og dyr med internationalt førende videnmiljøer.

Kommentarer (9)

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

SenseOnHealth

Af jlarsen (Netværk for Dansk Lydteknologi / DTU Informatik)

I samarbejde med DI-ITEK og centrale spillere i lydteknologisektoren har Netværk for Dansk Lydteknologi identificeret fem danske styrkeposioner, hvor "Hjælpemidler og medicinsk udstyr" (assitive technolgies and medical devices) er en af den. Vi ser det defor som en mulighed for øge denne styrkeposition at DELTA tager dette initiativ og vil gerne som netværk indgå i samarbejde om dette.

mvh,

Jan Larsen, lektor ph.d., direktør Netværk for Dansk Lydteknologi

Netværk for Dansk Lydteknologi er et innovationsnetværk støttet af Forsknings og Innovationsstyrelsen, som fagligt spænder over 48 forskellige brancher og repræsenterer en væsentlig global styrkeposition både inden for arbejdspladser, forskning og eksport. En central rolle for netværket har siden starten i 2009 været at samle de mange forskellige grene inden for lydteknologi og skabe tværfaglig dynamik og en fælles indgang med fokus på innovative teknologiske løsninger. Lydteknologiprodukter og services defineres bredt ved, at lyd indgår som en central del af problemet eller løsningen. Vi har struktureret netværkets aktiviteter inden for fem konkrete temaer, der skal gøre det lettere at formidle styrkeområder og kompetencer og skærpe profilen på vores aktiviteter samtidig med, at det skaber mere intern sammenhæng mellem vores tiltag. Se mere på www.lydteknologi.dk http://www.lydteknologi.dk/pa2011

Feedback til Netværk for Dansk Lydteknologi

Af Eva_Kuhne (DELTA)

Kære Jan Larsen,

Tak for din positive interesse for SenseOnHealth og jeres Netværks tilbud om videre samarbejde på området.

Vi vil rigtig gerne involvere jer og gøre brug af jeres viden og brede faglighed. Så lad os endelig have en opfølgende dialog om emnet og mulighederne her.

Mange hilsener;
Eva

Diagnostiske redskaber

Af Clausduedalpedersen (Odense Universitetshospital)

Projektet og ideerne bag det forekommer meget spænende og relevante set fra OUH synspunkt. I forbindelse med udviklingen af ePlaster til hjertepatienter gennemførte OUH og Delta et pilotstudie med lydoptagelser fra lungepatienter.

Resultaterne viste at det er muligt at lave en automatiske identifikation af lyde fra lungepatienter der kan danne grundlag for diagnostiske beslutninger. Det vil være meget interessant for OUH at kunne indgår i et videre arbejde med at afdække både de tekniske, kliniske og ikke mindst forretningsmæssige muligheder i anvendelse af lydsensorer.

Vi ser det som en god mulighed for at videreføre de fælles erfaringer med udvikling og validering af sensorer til klinisk formål OUH og Delta har opnået i ePlaster projektet.

Med venlig hilsen

Claus Duedal Pedersen

Chefkonsulent, Odense Universitets Hospital

Diagnostiske redskaber

Af Eva_Kuhne (DELTA)

Kære Claus Duedal Pedersen,

Tusind tak for dine kommentarer og input.

Det er dejligt at høre, at der fra klinisk side observeres muligheder og potentialer i området. At Odense Universitets Hospital (OUH) også kan se fremtidige forretningsmæssige muligheder i anvendelsen af lydsensorer er et rigtig godt udgangspunkt.

DELTA vil rigtig gerne samarbejde og videreudvikle området i samarbejde med OUH, specifikt indenfor lunge og hjerte områderne. Herunder at inddrage jeres viden og kliniske ekspertise i udforskning af området.

Med venlig hilsen;
Eva Kühne

Nye muligheder for dansk vækst

Af Bo Madsen (AgroTech)

Det er rigtig spændende at læse kommentarerne på SenseOnHealth. Ideen viser sin klare styrke i at udnytte mulighederne for at koble metoder og viden imellem helbredsovervågning af henholdsvis mennesker og dyr.

SenseOnHealth bidrager dermed til løfte danske virksomheder ind i et nyt krydsfelt, med mange stærke muligheder for at udnytte eksisterende viden og metoder til ny innovation.

Nytænkning er en klar styrke i ideen, hvilket betyder langt flere kommende virksomheder på området, end eksisterende. Det er super for at skabe ny vækst i Danmark, men betyder at mængden af virksomheder som må forventes at kommentere på ideen, ikke er så stor som på mere konventionelle områder.

Jeg ser meget frem til et stærkt samarbejde på SenseOnHealth.

Veterinær anvendelse af SenseOnHealth

Af Helle Funch Nielsen (Veterinær medical device)

Som medicoteknisk innovationsvirksomhed indenfor heste, specielt præstationsheste med luftvejslidelser, har vi med spænding fuldt udviklingen omkring SenseOnHealth, hvor vi ser interessante markeds muligheder for diagnosticering og monitorering af hestene under præstation.

Præstationsheste repræsenterer en betydelig økonomisk såvel som personlig værdi for ejeren, hvorfor der ofres betydelige summer på konstant at vurdere og evaluere hestens fysiske tilstand. Med SenseOnHealth vil man let kunne monitorere hestens fysiske tilstand.

Vi ser frem til drøftelse om et samarbejde omkring produktet.

Med venlig hilsen
Equine HealthCare
Helle Funch Nielsen

Veterinær anvendelse ....

Af Eva_Kuhne (DELTA)

Kære Helle Funch Nielsen,

Tak for dit gode "indspark" fra det Veterinære område. Dyrevelfærd er absolut et område, der har fortjent et større fokus.

På DELTA har vi haft lidt berøring med netop monitorering på heste og er opmærksomme på den økonomiske værdi, de præsenterer og der bare fra dette perspektiv er itisament til at sikre hestens velbefindende.

Endelig er der en spændende kobling mellem Odense Universitets Hospitals (OUH's) interesse for lunger og lungelyde og jeres fokus på præstationshestes luftvejslidelser.

Vi er meget interesserede i videre dialog og samarbejde med jer. Så dette vil vi følge op på.

Med venlig hilsen;
Eva Kühne, DELTA

Screening af søvnlidelser hos mennesker

Af Maribomedico (Maribo Medico)

Der er uden tvivl mange interessante perspektiver i SenseOnHealth

Som Medicoteknisk virksomhed med oprindelse i "Søvnområdet" kunne det være interessant at undersøge koblingen mellem lydteknologi og mulige nytænkte og innovative diagnosticerings og monitoreringsmulighder i dette felt.

Studier har gennem de senere år påpeget sammenhængen mellem søvnlidelser, herunder især søvnapnø, og flere kroniske sygdomme, bl.a. Diabetes.

Mange af dem som lider af søvnapnø, er ikke klar over det: De har symptomer, som kunne være alt mulig andet!
Det kunne være interessant at vinkle lydteknologien i denne retning.

De praktiserende læger møder i deres daglige virke rigtig mange potentielle og udiagnosticerede apnø patienter. I dag findes forskellige spørgeskemaer, som kan være med til at bestyrke mistanke om apnø, men der er meget bias ved et spørgeskema.
Her kunne en lydteknologien være interessant.

En GP’er, som ved mistanke om apnø, kan give sin patient mulighed for at downloade en tidsbegrænset "lydoptagelsesapp.", dvs.appen deaktiveres efter x-antal dage.
Filen sendes til analyse og resultatet ender hos den praktiserende læge, der lige som ved blodprøvetagning, tager affære, såfremt lydfilen viser tegn på behov for yderligere udredning.

For at dette kan lade sig gøre, kræver det naturligvis, at der laves en solid validering.

Vi vil meget gerne drøfte dette nærmere.

Med venlig hilsen
Anna West
Maribo Medico

Lydteknologi - diagnosticering - søvnapnø

Af Eva_Kuhne (DELTA)

Kære Anna West;

Spændende vinkel, du bringer frem omkring sammenhængen mellem "dårlig" søvn og kroniske lidelser som f.eks. diabetes.

På DELTA har vi netop en af vores stærke ben i lydområdet. Og det er absolut interessant for os at nytænke diagnosticering og monitorering med udgangspunkt i lydteknolgi. Og ydermere knytte enkel brug gennem smartphones og apps - og tage et ordentlig spring fra en subjektiv punktmåling (gennem spørgeskema) til en objektiv og kontinuerlig måling.

Inddragelse af praktiserende læger i sådanne nye diagnosticeringsmåder vil helt sikkert give nye og overraskende løsninger.

Vi er absolut interesseret i en yderligere snak med jer om tanker og samarbejdsmuligheder.

Mange hilsener;
Eva Kühne

Log ind for at kommentere

Send denne side til en ven

Tidligere år

Se hvilke aktiviteter, der blev sat i gang i perioden 2009-2012