2012

Online strategier for eksport til BRIK landene

Med målrettede online strategier og digitale forretningsmodeller skal Danmark høste flere gevinster på vækstmarkederne i BRIK-landene. Mange danske virksomheder finder det svært at komme ind på disse markeder. Adgangsbarriererne er store: Sprog, kultur, forbruger- og markedsforståelse, bureaukrati og afgifter. Denne resultatkontrakt skal indsamle og opbygge viden om disse markeder ved at tage udgangspunkt i de teknologiske, kulturelle og økonomiske faktorer som er specifikke for BRIK-landene.

Ny viden og serviceydelser

Hvor danske virksomheders online tilstedeværelse for få år siden var karakteriseret af ’trial and error’ og web 2.0 eksperimenter, er der nu kommet mere fokus på at udvikle målrettede online strategier og digitale forretningsmodeller. Dette område er i rivende udvikling og indeholder mange forskellige tilgange, men helt grundlæggende handler det om, at kunne kommunikere og interagere med sin(e) brugere/målgruppe/kunder på deres foretrukne medieplatforme, og skabe og vedligeholde loyalitet til virksomheden. Det er i dag en konkurrencemæssig nødvendighed, både globalt, regionalt og nationalt, at have en online strategi i kampen om at differentiere sig fra sine konkurrenter.

I denne resultatkontrakt vil vi generere viden, der skal styrke den danske eksport ved at fokusere på, hvordan virksomhederne kan udvikle digitale strategier, der er målrettet de nye vækstmarkeder i BRIK landene, som er Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Resultatkontrakten vil opbygge viden igennem et tværfagligt fokus, der tager udgangspunkt i de kulturelle, økonomiske og teknologiske faktorer, som gør sig gældende i BRIK landene. Denne interdisciplinære viden er nødvendig for at kunne give kvalificeret og fyldestgørende rådgivning til danske virksomheder, og skabe de virkningsfulde og effektive web-tjenester, it-systemer og brugergrænseflader for de danske eksportvirksomheder.

Resultatkontraktens målgruppe er danske eksport virksomheder, danske virksomheder som udvikler og leverer digitale løsninger, samt bureauer/konsulenter med fokus på digitale strategier / digital forretningsudvikling. Resultatkontrakten henvender sig dermed til en stor og bred målgruppe af danske eksport virksomheder, men vil også have en afledt effekt i form af, at kompetenceløfte virksomheder, der udelukkende agerer på det danske marked jf. udvikling af digitale strategier og online tilstedeværelse.

Det forventes at resultatkontrakten bl.a. vil resultere i følgende serviceydelser:  

  • Rådgivning om kulturelle, økonomiske og teknologiske faktorer, der kan understøtte danske virksomheders eksport af produkter og digitale services til BRIK landene
  • Rådgivning om trends og ibrugværende online teknologier på de ’regionale’ markeder
  • Rådgivning om udvikling og implementering af digitale strategier og services på vækstmarkeder
  • Rådgivning om og konkrete demoer af virkningsfulde it-grænseflader for de danske eksportvirksomheder


Centrale aktiviteter

Resultatkontrakten indeholder casebaserede aktiviteter, der vil blive udviklet i tæt dialog og medvirken af de involverede målgrupper og samarbejdspartnere. Det er afgørende, at vi får vores samarbejdspartneres viden om de lokale kulturelle og økonomiske forhold sat i spil overfor Alexandra teknologiske knowhow til gavn for virksomhederne. Vi vil lave aktiviteter inden for følgende områder:

  • Digitale forretningsstrategier / digital forretningsudvikling (bl.a. case samling af best practise)
  • Digital antropologi (bl.a. viden om kulturelle forhold, brugeradfærd og købsmønstre, herunder teknologianvendelse og mediebrug)
  • Online tilstedeværelse, omdømmehåndtering og platforme for brugerdialog og produktudvikling
  • Generering af viden om anvendte teknologiplatforme, online communities og web-services i BRIK landene - herunder eksperimenter med at tilgå ’regionale’ API’er, udvikling af prototyper for webshops, communities, mobile apps m.m.
  • Brugergrænsefladedesign og interaktionsformer med nye digitale medier og mobile medier under hensyntagen til lokale forhold, teknologi, økonomi, lokale regler.
  • IT sikkerhed (sikker bruger identitet)
  • Viden om økonomiske faktorer såsom betaling, fakturering, told, moms m.m.


Rationale for indsatsen

I DK er der meget fokus på hvordan danske virksomheder kan blive bedre til eksportere til de nye vækstmarkeder – ’emerging markets’. BRIK landene udgør 40% af verdens befolkning og har de seneste år haft en år-til-år vækst på 50% når det kommer til forbrug af digitale services, e-handel og online betaling.

Ifølge Erhvervs- og Vækstminister, Ole Sohn, er der en potentiel eksportgevinst for danske virksomheder på mellem 20 og 40 mia. kr. frem til 2016 på eksport til BRIK landene.

Danske virksomheder kan ved hjælp af udvikling og implementering af online strategier og -teknologier ramme enormt store markeder og øge den danske eksport. Det kræver dog, at der udvikles en målrettet viden om hvordan man skal ramme BRIK landenes forbrugere, heriblandt viden om kulturelle vaner, økonomiske forhold og anvendelse af teknologi m.m.

I 2014 forventes det, at flere brugere går online via mobiltelefon end fra computeren. Det skyldes bl.a. at befolkningen i BRIK landene springer computeren over og går direkte på mobilplatformen. Dette stiller større krav til de danske virksomheders online tilstedeværelse, da de er nødsaget til at blive bedre til at udnytte mobiltelefonens funktioner – herunder udvikling af nye brugergrænseflader og interaktionsformer.

Alene i Kina er der 513 millioner internetbrugere. Adgangen til vestlige hjemmesider som Facebook, YouTube og Twitter er lukket i Kina. Selvom mange unge kinesere i byerne har en VPN, har censuren virket i den forstand, at kinesiske brugere foretrækker de kinesiske hjemmesider. Ifølge China Internet Network Information Center (CNNIC) er knap halvdelen af Kinas internetbrugere tilstede på de ’lokale’ microblogging platforme.

Mulige samarbejdspartnere



Følgende har givet tilsagn om at medvirke i resultatkontrakten:
 Dansk Erhverv, Dansk Industri (DI-BD - Business Development), Dansk Industri (DI-ITEK), Eksport Rådet under Udenrigsministeriet, Innovation Center Denmark (Shanghai), Delta IMPROVE, Invest in Denmark, Institut for Medievidenskab (Aarhus Universitet), Department of Business Communication (Aarhus Universitet), Asienstudier (Aarhus Universitet)


 

Kommentarer (13)

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Væksten ligger i BRIK landende

Af soerent (InvestInDenmark)

Vi er i øjeblikket vidner til den største globale økonomiske omfordeling menneskehedens historier. Fra absolut vestligt dominans, til en mere jævnbyrdig fordeling mellem alle verdensdele.

Desværre har vi i Danmark være sene til at opdage denne udvikling, og benytte os af chancen for at skabe nye forretningsmuligheder i lande der før var uinteressante markeder.

Den forventes at mobiletelefoner, vil blive den første skærmenhed, som millioner af brugere overalt i verden vil få adgang til indenfor de næste år. Danmark har dog stadig et lille forspring indenfor IT-området som kan benyttes som adgangsplatform til BRIK-landende. De giver danske virksomheder en unik chance for at udvide deres marked og få tilgang til et enormt nyt marked hvor man kan forhandle varer og services.

Søren Tranberg Hansen
Project Manager
InvestInDenmark

Medier og kulturforskelle

Af imvhb (Center for journalistiske universitetsuddannelser, AU)

Selvom internettet kan synes universelt og fælles er det også tydeligt, at der er store forskelle på, hvordan man opfatter og bruger dette medie. En større viden om disse forskelle kan være værdifulde for danske eksportvirksomheder men også for medie- og journalistforskningen, der i stigende grad må forholde sig til de nye vækstlande, og deres placering i det globale medielandskab.

Henrik Bødker
Centerleder
Center for Journalistiske Universitetsuddannelser, Aarhus Universitet.

Strategisk kommunikation

Af Anne Ellerup Nielsen (Department of Business Communication - Århus Universitet)

Når vi snakker om BRIK landende er medieperspektivet men også hele kommunikationsperspektivet i bred forstand klart interessant for, hvordan virksomheder og interessenter interagerer med hinanden. Viden om og forståelse for hvordan værdier og kultur i organisationer opstår, prioriteres og leves i BRIK landene er en væsentlig forudsætning for, at kommunikation kan lykkes, hvad enten den er skriftlig eller mundtlig, tovejs eller envejs, online eller offline. Derfor vil udforskningen af hvordan forretningsdrevet strategisk kommunikation (identitets- og omdømmeledelse, corporate marketing, stakeholder management og CSR, m.m.) kan integreres i en BRIK markedskontekst være særlig værdifuld for danske eksportvirksomheder, der ønsker at starte eller styrke deres indsats i BRIK landende.

Anne Ellerup Nielsen
Professor i Virksomhedskommunikation
Department of Business Communication
Aarhus Universitet

Mediebrug i Kina

Af Laura (Aarhus Universitet)

Når Kina eller for den sags skyld et af de andre BRIKS lande nævnes, så er de ofte de "store" ubegribelige tal vi hæfter os ved. Det gør vi også når vi taler om f.eks. kinesiske internetbrugere både som aktive debatører, forbrugere af underholdning og potentielle kunder for danske produkter.

Forskningen i lande som Kina forholder i stigende grad sig til kineseres brug af internettet, ikke kun fordi de er mange men også fordi det giver adgang til en anden type af information, end forskningen tidligere har haft adgang til gennem f.eks. interviews. Viden om kineseres mediebrug kan bidrage til større indsigt i det kinesiske medielandskab og dermed en væsentlig del af det kinesiske samfund.

Laura Dombernowsky

Ph.d. Studerende
Kinastudier
Aarhus Universitet

Godt forslag - koodiner ift. allerede eksisterende aktiviteter

Af Jens Nedergaard (Væksthus Hovedstadsregionen)

Enig i at BRIK markederne er store potentielle markeder og vi kan blive bedre til at forbederede virksomhederne til at gå ind på disse markeder - både fysisk og via online medier. Faktisk er det allerede en række støtteaktiviteter til SMV'erne på ovenstående områder i Væksthusene, så initiativet bør koordineres med disse.

Desuden er det relevant og drøfte om større kulturforståelse og mediebrug kun er en øvelse som bør foretages ved introduktion på BRIK markederne eller generelt for alle udenlandske markeder?

Erfaringer fra Kina og Brasilen

Af jlarsen (Netværk for Dansk Lydteknologi / DTU Informatik)

Netværk for Dansk Lydteknologi har siden 2010 haft et tæt samarbejde med Innovationscentret i Shanghai og China Audio Industry Association for at udvikle og undersøge mulighederne for samarbejde om mulighederne i Kina gennem programmet "Sound Technology 2.0 China & Denmark".

Vi hilser Alexandra Instituttet forslag velkommen og vil indgå i dialog omkring hvordan vi evt. kunne bidrage til og stille værktøjer til rådighed for lydteknologisektoen.

Vi er natruligvis også interessede i andre BRIC lande, pt. er vi igang med en 'fact finding mission' i Brasilien.

mvh,
Jan Larsen, lektor ph.d., direktør Netværk for Dansk Lydteknologi

Netværk for Dansk Lydteknologi er et innovationsnetværk støttet af Forsknings og Innovationsstyrelsen, som fagligt spænder over 48 forskellige brancher og repræsenterer en væsentlig global styrkeposition både inden for arbejdspladser, forskning og eksport. En central rolle for netværket har siden starten i 2009 været at samle de mange forskellige grene inden for lydteknologi og skabe tværfaglig dynamik og en fælles indgang med fokus på innovative teknologiske løsninger. Lydteknologiprodukter og services defineres bredt ved, at lyd indgår som en central del af problemet eller løsningen. Vi har struktureret netværkets aktiviteter inden for fem konkrete temaer, der skal gøre det lettere at formidle styrkeområder og kompetencer og skærpe profilen på vores aktiviteter samtidig med, at det skaber mere intern sammenhæng mellem vores tiltag. Se mere på www.lydteknologi.dk http://www.lydteknologi.dk/pa2011

Godt initiativ

Af LasseDahl (Creuna Danmark A/S)

Hej,
Vil blot kommentere, at det er et rigtigt godt initiativ, som uden tvivl vil gøre en væsktmæssig forskel for både det direkte eksporterende erhverv, men også på konsulentsiden for en virksomhed som Creuna.

Vi ser også et vækstpotentiale her, men i den daglige drift og kundeudvikling, så kan vi ikke fokusere på disse fundament-elementer, som brede online strategier på eksport delen.

Bravo

Hilsen
Lasse Dahl
Direktør, Creuna

Online strategi i Kina

Af rgrunnet (Innovation Centre Denmark, Shanghai)

Som det er blevet nævnt et par gange her, så er der i den grad brug for kinesiske online strategier. Kinesere er enormt aktive på deres medieplatforme, det er bare ikke de samme, som vi er vant til. De bruger ikke Facebook og Twitter, men derimod Sina Weibo, Renren, Kaixin Wang, og QQ Weibo.

Så ingen tvivl om, at der er brug for mere viden og assistance på dette område. Udfordringen er, at gøre det operationelt, så det er noget danske virksomheder kan handle ift.

Med nogen af ICDKs initiativer, som f.eks. Sino-Danish Network (http://www.sinodanishnetwork.com/), har centret haft enormt positive erfaringer med at være aktive på de kinesiske medieplatforme. Der er et enormt stort potentiale...

/ Rasmus Duong-Grunnet
Innovation Centre Denmark, Shanghai

Stort potentiale i Rusland

Af Steen K. Rasmussen (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole)

Stor respekt for fokuseringen på mulighederne for eksport af digitale strategier til Kina, men vores store - næsten - naboland Rusland skal heller ikke glemmes. Med erfaringer i mere end to årtier i bagagen fra Nordisk Journalistcenter under Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal Alexandra Instituttets initiativ hilses meget velkomment. Vores erfaring er, at der i virkeligheden er to potentialer i at satse på eksport til Rusland: 1) Selve eksporten af den mediemæssige know-how ikke mindst indenfor sociale mediestrategier og 2) Den gevinst på det samfundsmæssige plan, som en eksport af danske medieværdier vil kaste af sig.

Bedste hilsener,

Steen K. Rasmussen, udviklingschef
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Relevant og godt fokus

Af Kristian Nørgaard (Shareplay)

Relevant og godt fokus. I kraft af, at de indholdsproducerende virksomheder vi har i Shareplay netværket producerer digitalt kan deres produkter jo som udgangspunkt eksporteres globalt.

Der er dog behov for viden om målgrupper, markeder og digital købsadfærd for at kunne understøtte den digitale eksport. Og overblik over demografiske såvel som kulturelle faktorer der kan spille ind når vi vil have succes hos forbrugerne.

Vi ser mange perspektiver i at sætte fokus dette område. Også på markeder som f.eks. USA og Rusland.

Gode hilsener
Kristian Nørgaard
Manager, Shareplay

Om Shareplay: Vi arbejder for at skabe vækst i Region Nordjylland og Region Midtjylland gennem innovative udviklingsaktiviteter og samarbejder mellem de audio/visuelle brancher.

Innovation på tværs af kontinenter via digitale platforme

Af Mette Freisner Johansen (NCA - Innovation in Action)

Dette prospekt er yderst interessant på mange planer.
Hermed en belysning af hvordan det kan skabe værdi for vores rådgivervirksomhed NCA – Innovation in Action.

NCA rådgiver ingeniørtunge virksomheder i optimering af deres innovationsstrategi, -struktur og proces. Vi designer og faciliterer innovations- og udviklingsprocesser på tværs af fagligheder, virksomheder og lande.

Vores kunder har øje for BRIK landende, og det store eksportmarked de repræsenterer. De er nysgerrige efter at udvikle produkter og services, der imødekommer behovene her. De er optagede af, at finde de bedste forretningsmodeller for deres produkter og services i BRIK-landene.

Nogle har afdelinger i BRIK landende, andre ønsker at samarbejde med firmaer og organisationer i BRIK-landene. Alle ønsker de, at forstå og involvere eksisterende og potentielle samarbejdspartnere og kunder i BRIK-landene i deres innovations- og udviklingsprocesser.

I NCA bruger vi velkendte sociale og digitale platforme til at understøtte denne tvær-kontinelle innovation. (Basecamp, Wordpress, Yammer, Podio, Facebook, LinkedIn, idéplatforme som fra www.nos.co, osv.) Men der er et stort behov for, at udvikle digitale platforme samt guides og værktøjer hertil, der tager højde for teknologiske, kulturelle og økonomiske forskelle. Ydermere digitale løsninger der imødekommer store tidsforskelle og sprogforskelle, samt forskellige typer af intelligenser (De mange intelligenser).

Når det kommer til åben innovation og udvikling af nyt på tværs af kontinenter, er fortrolighed og rettigheder en stor udfordring.
Vi har ikke en juridisk enhed i vores firma, og vores kunder kan sjældent håndtere aftalesammensætninger i innovationsforløb. Det ville være meget brugbart med gode cases med udvikling på tværs via digitale platforme, hvor det juridiske aspekt er belyst. Konkret kunne det være skabeloner/tjeklister til aftaler på tværs af DK og hvert af BRIK-landene, når det gælder fortrolighedsaftaler og rettigheder om og på digitale platforme.

Om det juridiske aspekt bliver berørt eller ej, vil vi følge projektet med stor interesse.
Og hvis der er brug for testenheder, stiller vi gerne os selv, og de af vores projekter, hvor det giver mening, til rådighed.

God vind.

Mette Freisner Johansen
CEO & Founder of NCA – Innovation in Action

Husk også NEXT11 landene

Af unwiredchris (Seismonaut)

Interessant forslag som bestemt kræver meget mere indsigt og belysning. Men det kunne være interessant om man udvidede fokus til også at inkludere NEXT11 landene (Bl.a. Nigeria, Vietnam, Egypten, Filippinerne), hvor den digitale udvikling går mindst ligeså hurtigt som BRIK landene og hvor købekraften er i hastig stigning.

Konsulentvirksomheden Seismonaut, som undertegnede repræsenterer har udført digitale rådgivningsopgaver i bl.a. Nigeria, Kenya og Jordan og der er ingen tvivl om, at vi i Danmark har et særligt stor potentiale indenfor eksport af digital videnservice og kompetencer. Det er desværre et eksportområde, der ikke er særligt stor nationalt fokus på - endnu.

Det vil derfor være særligt interessant for os som rådgivningsvirksomhed, at dette aspekt også blev indføjet i projektet om dette forslag bliver realiseret.

Så lad os komme i gang inden løbet er kørt!

Christian Schwarz Lausten
Direktør, Seismonaut

Online-strategier skal ikke kun handle om slutbrugere

Af Jacob Kjeldsen (Dansk Industri)

Online-teknologier er naturligvis vigtige for danske virksomheder ift. at kommunikere med slutbrugere i BRIK-landene. Men der er også et behov for at udvikle online-værktøjer til brug for danske virksomheder i arbejdet med distributører, partnere og andre interessenter i BRIK. Langt de fleste danske virksomheder er indenfor B2B og leverer til OEM'er, og har ikke nødvendigvis behov for en brad markedsføring og branding. og langt de fleste arbejder via distributører og agenter.

Men nye strategier og værktøjer for online-styring baseret på best practice vil helt sikkert kunne optimere danske virksomheders afsætningsmuligheder via partnere og distributører. Fra undersøgelser ved vi, at mange danske virksomheder med fordel kunne styrke sine eksportsalg via en mere struktureret tilgang til at arbejde med partnere.

Endvidere vil der også være et potentiale i at udvikle strategier og værktøjer til netværker af danske virksomheder, der sammen søger at penetrere markederne i BRIK.

Jacob Kjeldsen
Dansk Industri

Log ind for at kommentere

Send denne side til en ven

Tidligere år

Se hvilke aktiviteter, der blev sat i gang i perioden 2009-2012