2012

IT-tekstiler

Vi vil hjælpe danske virksomheder til at kombinere it og tekstil og derigennem udvikle nye og innovative it-tekstile produkter til en lang række anvendelser indenfor livsstil, arbejdstøj, sundhed samt PR og branding. Resultaterne skal bringes ud til virksomheder indenfor anvendelsesområderne, så de kan udvikle teknologiske løsninger og anvende it-tekstiler.

:: Copyright på billedet: Diffus Design :: Fotograf: Anni Norddahl

IT-tekstiler

Institut: Alexandra Instituttet

Kontaktperson: Rikke Koch / Camilla Kølsen

Ny viden og serviceydelser

Med denne resultatkontrakt vil vi hjælpe danske virksomheder til at udnytte mulighederne for at kombinere it og tekstil og derigennem udvikle nye og innovative it-tekstile produkter til en lang række domæner. Vi vurderer, at it-tekstiler kan blive en ny strategisk vækstteknologi for dele af det danske erhvervsliv, der kan medvirke til udviklingen af nye og innovative produkter, jf. Forsk2020. Derfor vil vi vil udbygge viden om it-tekstil som hardware, software og platform for kommunikation og via denne viden vejlede danske virksomheder, der efterspørger denne viden, når de vil udvikle nye koncepter for it-tekstiler.

Med det afsæt vil resultatkontrakten have fokus på at:

  1. Løse centrale hardware problemstillinger, som er en barriere for udvikling af tekstiler med it i: vask, energihøst, fuld integration / kontaktfladen mellem elektronik og tekstil, hvordan kan elektronikken og tekstilet uproblematisk forbindes?
  2. Løse kommunikative problemstillinger, herunder udvikle en typologi, der favner karakteristika ved tekstilet som en ny kommunikationsplatform, hvor produkter både kan monitorere, visualisere, kommunikere og være basis for sociale netværk. Typologien skal favne det, der er it-tekstilets særlige forcer og som adskiller det fra andre platforme, som fx mobiltelefonen.
  3. Løse softwarerelaterede problemstillinger, herunder udvikle software der understøtter kommunikationstypologien for den it-tekstile platform og bl.a. kan afvikles i realtid, fungere med lavt energiforbrug, behandle biometriske data, håndtere data-kommunikation med omgivelserne og delegere komplekse beregninger (fx til cloud).
  4. Udvikle en dybere forståelse af forretningsmodeller for it-tekstile produkter, herunder undersøge brugerinteresser og brugerbehov.

Med udgangspunkt i dette vil vi kunne levere følgende serviceydelser til danske virksomheder indenfor segmenter som sundhed, livsstils produkter, arbejdstøj og PR og branding:

  1. Udvikling af hardwareløsninger til it-tekstiler
  2. Vejledning i interaktionsmuligheder og brugerforståelse i forbindelse med konceptudvikling
  3. Udvikling af softwareløsninger til it-tekstiler
  4. Konceptudvikling, screening, rapid prototyping.

Centrale aktiviteter

Det er centralt for udviklingen af it-tekstile produkter, at danske virksomheder får adgang til viden om potentialet i brug af it-tekstiler på en række specifikke domæner. I samarbejde med danske virksomheder og centrale danske aktører indenfor intelligente tekstiler har vi derfor defineret følgende domæner, som vi vil fokusere på og hvis virksomheder derved er resultatkontraktens målgrupper og efterfølgende kunder:

  • Sundhed - herunder it-tekstiler til træning og genoptræning, monitorering og selvmonitorering, samt til at øge selvhjulpenhed
  • Livsstil - herunder produkter med en grøn profil, produkter der kan kommunikere / interagere / indgå i sociale netværk på en ny måde. Konkrete produktgrupper er bl.a.tøj, accessories, outdoor-udstyr, kontorinteriør, møbler og high fashion-produkter
  • Arbejdstøj - herunder arbejdstøj der kan monitorere (fx for varme), der kan visualisere (fx for giftige stoffer), der kan kommunikere (fx beskyttelsestøj ó farligt værktøj), der indgår i sociale netværk (fx for distribueret arbejde)
  • PR og branding - herunder merchandise med live-opdatering af data, som er relevante for mærket (fx t-shirt med aktieindeks)

Med fokus på disse målgruppers interesser og behov vil vi igangsætte følgende aktiviteter:

  • Workshops: Da der på området netop er behov for at samle en række forskellige brancher og opnå en krydsbefrugtning, vil der blive afholdt en række workshops, som skal samle deltagere fra forskellige domæner.
  • Demonstrationsprojekter: Formålet med dem er 1) at vise hele området for it-tekstiler, hvad mulighederne er og derved øge innovationen på domænet, 2) at identificere centrale udfordringer for domænet i relation til udvikling af it-tekstiler, 3) at løse de udfordringer, der via demonstrationsprojekterne er identificeret.
  • Vidensformidling: Resultatkontraktens forskningsresultater skal bringes ud til en bredere kreds af virksomheder indenfor de identificerede domæner. Der vil blive brugt forskellige medietyper til at formidle den nye viden indenfor hardware, software, brugerbehov og forretningsmuligheder.

Rationale for indsatsen

Området Intelligente tekstiler / smart textiles / wearables samler virksomheder fra forskellige domæner – it, elektronik, tekstil, livsstilsprodukter, interiør/møbler, velfærds-/sundhedsprodukter og kommunikation. De virksomheder har behov for et sted at samles og hvor der kan foregå en høj grad af krydsbefrugtning og konkret udviklingen af demo-projekter, så der laves ydelser og services, der efterfølende kan spredes mellem målgrupperne og videre ud i erhvervslivet. Det kræver viden om hele paletten af relevante vidensområder, når man vil udvikle it-tekstiler: Funktionelle tekstiler, elektronik i tekstiler, it-tekstiler, design/æstetik/konstruktion af tekstiler. Alexandra Instituttet har qua sit netværk og sin tværfaglighed mulighed for at favne dem alle og samle en række nationale og internationale forskningspartnere i en resultatkontrakt, som opbygger ny viden om it-tekstiler og giver virksomhederne one-point-of-contact, når de vil udvikle it-tekstile produkter. Endvidere er teknologien på området mere moden og klar til produktudvikling, end det var tilfældet for 10 år siden; der kommer fx løbende ny hardware målrettet området. RK-projektet adskiller sig fra gruppen under INFINIT-netværket og videncenter for Intelligente Tekstiler hos VIA UC netop ved sit teknologiske og udviklingsmæssige fokus på de konkrete udfordringer 1-4 ovenfor.

I et bredere samfundsmæssigt perspektiv er dette positivt, da it-tekstile løsninger netop forventes at kunne bidrage til at finde ressourcebesparende løsninger på velfærds- og plejeområdet samt fastholde Danmark i en førerposition indenfor design af livsstilsprodukter, outdoor udstyr og funktionelt sikkerheds-/arbejdstøj.

Alexandra Instituttet har en del afsluttede og igangværende projekter med forskellige parter på området: Klimakjolen, Solcelletasken, Memory Bag, UV-kjolen, Trylletrøjen, Den Forebyggende Trøje. Endvidere drives InfinIT Interessegruppen for intelligente tekstiler, som p.t. har 130 medlemsorganisationer, hvoraf 50% er private virksomheder; gruppens hovedaktiviteter er matchmaking og vidensspredning.

Monarca-projektet, som IT-Universitetet er involveret i og hvor man bl.a. vil udvikle en strømpe, der kan monitorere for manio-depressivitet; samt Ohmatex’ projekter, bl.a. samarbejdet med ESA om at udvikle en strømpe til astronauter udgør desuden projekter, hvis erfaring det vil være relevant at trække på.

Mulige samarbejdspartnere

Følgende har givet tilsagn om at ville medvirke: Delta, Textilhögskolan i Borås / Smart Textiles initiativet, Videncenter for Intelligente Tekstiler.

Kommentarer (31)

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Satsning på it-tekstiler, resultatkontrakt

Af chd@ohmatex.dk (Ohmatex ApS)

Vi vil gerne tilkendegive en positiv interesse. Ohmatex arbejder som privat virksomhed indenfor feltet.

Mvh.
Christian Dalsgaard

---------------------------------------------------------
Ohmatex ApS
INCUBA Science Park - Skejby
Brendstrupgaardsvej 102
DK-8200 Aarhus N
Tel.: +45 86 20 51 68 (direct)
Tel.: +45 86 20 50 00 (operator)
Mobile: +45 40 96 69 51
E-Mail: chd@ohmatex.dk

Find inspiration on our updated website…
Web: www.ohmatex.dk
---------------------------------------------------------

Kan du uddybe interessen ?

Af Kåre Nordahl (Styrelsen for Forskning og Innovation)

Kære Chritian

Kan du evt. uddybe interessen lidt. F.eks. om hvad det er for elementer i forslaget du finder særligt attraktive og hvorfor, hvordan I forventer at kunne udnytte den nye viden, og evt. om der er dele, som set fra jeres udgangspunkt er mere eller mindre interessante på lidt længere sigt ?

Mvh.

Kåre Nordahl

Svar til Kåre

Af chd@ohmatex.dk (Ohmatex ApS)

Kære Kåre.
Egentligt er vores interesser tvedelt. Vi udbyder selv workshops og vidensformidling inden for intelligente tekstiler og som privat virksomhed er initiativet derfor blot en konkurrence til os selv. På den anden side har vi brug for uddannede medarbejdere der kender lidt til området og selvfølgelig støtter vi op om initiativet.

Bortset fra Textilhögskolan i Borås mangler videnspartnerne i sin substans indsigt i smart textiles og de udfordringer der ligger i den tekniske udvikling af den type produkter. Det vil derfor være en god måde for vidensinstitutionerne at få opbygget know-how, så de i fremtiden kan støtte op om nye virksomheder der arbejder inden for feltet.

Indholdet i forslaget betragter jeg som et 1. bud og det berører let og spredt de udfordringer der ligger.

Satsning på IT-tekstiler

Af CTR (Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning)

CTR vil gerne tilkendegive interesse for dette projekt.

Med venlig hilsen

Mette Bruun
Administrator
Danish National Research Foundation’s Centre for Textile Research
University of Copenhagen
Njalsgade 76
2300 København S
Denmark
+45 23 82 80 21
www.ctr.hum.ku.dk

Uddybning af CTRs intersse

Af Kåre Nordahl (Styrelsen for Forskning og Innovation)

Kære Mette

Kan du evt. uddybe CTRs interesse for forslaget ? - f.eks. hvilket sammenspil I kan se med eventuelel resultater af dette arbejde. Viden om generelle trends på området. e.t.c.

mvh. Kåre Nordahl

Satsning på IT-tekstiler/ Viking Rubber Co.

Af Viking Rubber (Viking Rubber Co. Rain & Workwear)

Vi vil gerne tilkendegive en positiv interesse for dette.
www.viking-rubber.dk

Positiv tilkendegivelse

Af Caroline Borup (Sundhedsfabrikken)

Vi er interesseret i yderligere forskning inden for intelligente tekstiler, som kan bruges inden for produkter til sundheds- og plejesektor.
Med Venlig hilsen
Caroline Borup-Jørgense
Sundhedsfabrikken

Samarbejde og promovering i Tyskland

Af torlau (Innovation Centre Denmark, Munich)

Forslaget om et innovationsprojekt med fokus på IT-tekstiler lyder rigtig spændende i mine ører, fordi det bygger på nogle udprægede danske kompetencer som fx design, tekstiler, brugervenlighed, velfærdsteknologi, software.

Jeg kunne forestille mig at der kunne komme nogle innovative og produkter og løsninger ud af det, som vi kan finde udviklings- og markedsføringspartnere til i Tyskland.

Venlig hilsen,
Torben Lauridsen

Innovation Centre Denmark, München
Eksportrådet

IT-Tekstiler

Af Kresten Karlsen (Tytex A/S)

Tytex A/S vil gerne tilkendegive en positiv interesse for dette emne. Specielt tekstiler målrettet sundhedssektoren har vores interesse. Der er mange udfordringer der kræver nytænkning og integration af IT / smart textiles osv.

Med venlig hilsen
Kresten Karlsen
Tytex A/S
Industrivej 21
7430 Ikast

Intelligente tekstiler i sundheds og plejesektoren

Af piamsnielsen (EasyFashion)

Vi tilkendegiver vores interesse i udviklingen af intelligent tøj til anvendelse for både bruger/patient samt plejepersonale.

med venlig hilsen
Pia Schmidt Nielsen
Easy Fashion
Esthersvej 43,baghuset 1.sal
2900 Hellerup

Se UV-kjolen: Et eksempel på it-tekstiler

Af Jan Horsager (Alexandra Instituttet)

Tirsdag den 24. april og onsdag den 25. april er det muligt at få et lidt mere konkret kig på, hvad it-tekstiler kan være.

I forbindelse med en international videnskabelig konference om klima og miljø og deres effekt på folkesundheden er Operaen i København rammen om en interaktiv udstilling om miljø, klima og sundhed.

Alexandra Instituttet og Diffus Design præsenterer på udstillingen UV-Kjolen, der ved hjælp af sensorer og små motorer bogstavelig talt kan få kjolen til åbne og lukke sig afhængig af lyset, og dermed gøre kjolebæreren opmærksom på, at hun ikke kan tåle mere sol.

Udstillingen i Operaen i København er åben onsdag den 25. april mellem 14.00 og 17.00. Men allerede i aften den 24. april mellem 19.00 og 20.00 er det muligt at se og høre om UV-Kjolen på DR1s Aftenshowet.

Læs mere om udstillingen:
www.alexandra.dk/dk/lige_nu/nyheder/nyheder-2012/Sider/Premiere-UV-Kjole...

Med venlig hilsen
Jan Horsager
Kommunikationschef, Alexandra Instituttet

Intelligente tekstiler

Af Hjbconsult (Hjbconsult)

Intelligente tekstiler eller - Smart textiles - som er den Engelske terminologi, der er valgt til CEN stardiseringen, er et stærkt voksende forsknings- og udviklingsområde - i udlandet!. Danmark risikerer at komme for sent med i denne udvikling, og der et behov for at samle de eksperter, der ikke bare ved noget om tekstilerne og markedet, men også forsker i og udvikler disse tekstiler til anvendelige produkter. De faglige og økonomiske resurser inden for området er vidt spredte i Danmark/Norden, men kan måske samles/koordineres til fælles bedste og tage konkurrencen op mod de større udenlandske resurser i et fokuseret initiativ som (f.eks.)IT-tekstiler. Den danske tekstil, design og modebranche bør også deltage aktivt med resurser og forslag, projekter.

I forlængelse af dette bør det også overvejes om der også skal fokuseres på intelligente nano- og struktur-foranderlige tekstiler, eller man skal udskille disse fra initiativet. Inden for f.eks. sundheds og plejesektoren vil ikke mindst en tværfaglig forskning og produktudvikling med fokus på både IT/elektronik og intelligente tekstilfibre være relevant.(F.eks. telehome care)

I CEN er der nu ved at blive udarbejdet en række standarder for intelligente tekstiler med henblik på kommerciel anvendelse. Her adskilles i "bærbart og stømførende tekstil" og "intelligente foranderlige materialer" men med store overlap mellem tekstilerne. Jeg deltager for DS, og vil gerne have tilbagemeldinger med ønsker og forslag til denne standardisering, fra de danske interssenter.

Hans Jørgen Brodersen
HJBconsult
Email: hjbconsult@gvdnet.dk
Mobil: +4526880228

Intelligente tekstiler

Af egetæpper (egetæpper a/s)

Vi vil gerne fra egetæpper tilkendegive vores interesse.Vi har I de seneste år arbejdet med flere SmartCarpets projekter. Interesseret i nano-teknologi,nye materialer og RFid.

Lars Melson
egetæpper a/s
Email: LM@ege.dk

Positiv tilkendegivelse

Af Hanne-Louise Johannesen (Diffus Design)

Diffus Design vil gerne tilkendegive interesse i forbindelse med satsning på it-tekstiler. Som designfirma fokuserer vi på at kombinere kunst, æstetik og traditionelt håndværk med nye teknologier.

Vi har arbejdet i flere år med teknologiske tekstiler og har inddraget denne viden i vores designprodukter og koncepter. Med dette arbejde har vi fået stor international opmærksomhed, hvilket bekræfter os i vores overbevisning om at indragelse af nye "smarte" materialer i de fremtidige designløsninger er vejen frem. At denne vej styrkes på det forskningsmæssige niveau i Danmark ser vi som en klog og fremsynet beslutning, der selvfølgelig vil styrke vores arbejde men også styrke et innovativt og perspektivrigt mulighedsfelt for mange led i udviklingskæden.

Vi vil derfor gerne støtte yderlige satsning på forskning indenfor intelligente tekstiler.

Hanne-Louise Johannesen
Diffus Design
www.diffus.dk
hanne-louise@diffus.dk

Super spændende

Af clausfnielsen (DELTA)

Hej Rikke

Har læst jeres forslag med stor interesse. Endnu et område medgift sammenfald mellem jernog vores kompetencer i GTS kredsen.mEt endnu tættere samarbejde mellem Alexandra og DELTA tror jeg vil åbne for nogle super spændende muligheder. Ikke kun på Energy Harvesting og mikroelektronikken. Vi har nogle gode Interessante internationale kontakter på området vi kunne bringe i spil. ring eller skriv ved lejlighed.

Claus F Nielsen,
DELTA

Samarbejde allerede etableret

Af Morten Wagner (DELTA)

Hej Claus

Godt spottet!

Samarbejde mellem Alexandra og DELTA omkring elektronik og produkt innovation, rfid og energy harvesting etc. er allerede etableret i dette initiativ - det er nemlig oplagt!

bh
Morten Wagner, IdemoLab
DELTA

Rettidig satsning!

Af Elisabeth Heimdal (Danmarks Tekniske Universitet)

Som ph.d.-studerende på Danmarks Tekniske Universitet og med en baggrund i Design & Innovation herfra, samt som tekstilingeniør fra Textilhögskolan i Borås synes jeg det er på tide med en satsning på dette område - også i Danmark. Selv om det stadig er nyt er det betydelig mere modent end for bare fem år siden. Anvendelser indenfor sundhedsektoren, politi og militær er allerede udviklet, og mere kan gøres her - her tror jeg Danmark har meget at byde på. Anvendelser indenfor mode, design og arkitektur er også interessante - og igen stiller Danmark stærkt på dette område. Jeg er p.t. på udveksling på MIT (Massachusetts Institute of Technology) - her sker der meget mht. intelligente tekstiler - endnu et bevis på at dette er en rettidig fremtidsrettet satsning.

Elisabeth Heimdal
DTU

Brancheinteresse

Af Aage Feddersen (Dansk Mode & Textil)

Dansk Mode & Textil er brancheorganisation for tekstil- og tøjbranchen i Danmark.
Vi er overbeviste om, at IT-tekstiler er et vækstområde for branchen, så der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi fuldt ud bakker op om projektet.
De udvalgte målgrupper og aktiviteter er bredt dækkende for styrkepositioner i den danske branche.
Vi deltager meget gerne i formidlingen af resultaterne af projektet gennem vores branchenyhedsbrev Textuelt, som tilgår over 5.000 modtagere i branchen 2 gange hver uge.

Aage Feddersen
Teknik- & Miljøchef
Dansk Mode & Textil
Birk Centerpark 38
7400 Herning

Intelligente tekstiler

Af MFK@viking-life.com (Viking Life-saving equipment A/S)

Viking Life-saving equipment vil gerne udtrykke sin interesse samt opbakning til dette område og Projekt.

Vi arbejder aktivt med innovation og Inkorporering af IT og nye teknologier i vores produkter. Seneste har vi sendt et TST på markedet, et advarsels system til brandmanden om at området han opholder sig i er for varmt.

Michael Folmer Kristensen
Project Manager
E-mail: MFK@viking-life.com
VIKING LIFE-SAVING EQUIPMENT A/S
Saedding Ringvej 13
DK - 6710 Esbjerg V

Intelligente tekstiler

Af Beirholm.dk (Beirholms Væverier A/S)

Beirholms Væverier vil gerne udtrykke vores interresse for projektet, som vi synes lyder spændende.

Vi kan se mange fokusområder som vil være interessante i vores udvikling af vaskeriegnede tekstiler til hotel, restaurantion og plejesektoren.

Jeanette Lauridsen
Quality Assurance
jl@beirholm.dk

Beirholm A/S
Nordager 20
DK-6000 Kolding
www.beirholm.dk

Intelligente tekstiler

Af Melonique (Melonique ApS)

Melonique ApS fra Århus, vil hermed gerne tilkendegive en meget stor interesse i.f.m. satsning på intelligente tekstiler.

Som Dansk producerende lingeri-virksomhed, har vi sat os et mål, at vil vi gøre en forskel for vores kunder, og skabe ændringer i lingeribranchen ved at skabe intelligente BH'er og andet undertøj.

Vi vil arbejde arktiv med innovation og implementering af IT i lingeri, der vil gøre en stor forskel for brugernes hverdag.

Mvh
Monique Revald
Creative Director
mre@melonique.dk

Melonique ApS
Langdalsvej 22
8220 Braband
www.melonique.com

IT-tekstiler i distribution og retail

Af fko (Escon AS)

Escon arbejder med anvendelsen af RFID i tekstiler til identifikation og tracking af artikler i hele fødekæden - "Fra Kina til Kunde". Vi laver integration af delsystemer i både distributionscentre og i retail og bevæger os i retning af den intelligente butik, hvor shopping oplevelsen for kunden tager en helt ny dimension.

Vi ser store kommercielle muligheder for tekstilbranchen i smart textiles og ønsker at stille teknologi og løsninger til rådighed for interesserede virksomheder. Endvidere søger vi samarbejdspartnere på micro devises til integration i tekstiler og vil derfor gerne støtte op omkring forskning i IT tekstiler og nærværende projekt.

Vi er medlem af Dansk Mode og Tekstil og forsøger derigennem også at være tæt på branchen som leverandør af den nye teknologi.

Finn Kolling
Escon AS
fko@escon.dk
20 80 53 22

IT tekstiler

Af uno (Udbyder af private label tekstil produkter)

uno image a/s udbyder metervarer og private label tekstilprodukter inden for bolig og lettere erhvervs-beklædning.
Vi bekræfter vor interesse i udvikling og forskning af it-tekstiler, og ser et fremtidigt stort potentiale heri.

uno image a/s

Ole Abildtrup (ole.abildtrup@unoimage.dk)

Intelligente textiler

Af akav (Interaction Design Group, ITU)

Som forsker i interaktionsdesign på IT-Universitetet er det yderst fordelagtigt at der også i DK foregår udvikling af intelligente tekstiler som vi siden kan anvende i i vores arbejde til udvide mulighederne i og rammerne for interaktionsdesign.

Hermed udtrykt håb om forsat støtte til dette initiativ.

Anna Vallgårda
Interaction Design Research Group, ITU

Nanostrukturerede overflader

Af Alan Friis (DTU Nanotech)

Integration med nanostrukturerede materialer og helt nye anvendelser af sådanne tekstilprodukter

Alan Friis
DTU Nanotech

VITs interesse

Af LisbethJ (VIAUC/ TEKO - VIT)

Vores interesse går bl.a. på...
Muligheden for at kombinere elektronik med tekstiler, og dermed skabe nye produkter der kan forbedre mulighederne for brugere på mange områder, fx. pleje sektor, sport/ekstremsport, mm.”

beklædning med elektronik

Af ervø (IT Universitetet)

Jeg er studerende, især interesseret i hvordan intelligente tekstiler kan være til nytte udendørs for ældre.

Jeg har været gæst på workshops under UK projektet "Design for Aging Well" hos Jane McCann i Newport.

Intelligente tekstiler og sensorer

Af LINAK (LINAK A/S)

LINAK Intelligent "plejeseng" er meget interesteret i at forbedre menneskers livskvalitet, og her bliver f.eks. sensorer der måler forskellige parameter et vigtigt element, og da disse ofte skal sidde tæt på kroppen bliver intelligent tekstiler et meget vigtigt område for os da tekstilet udformning og funktion i sig selv er sensoren.

Mvh Peder Spek

Thortex

Af Rikke Koch (Alexandra Instituttet)

Jeg har pr. e-mail modtaget kommentaren nedenfor fra Thortex, som har nogle problemer med at logge på bedreinnovation.dk:

"Mit firma er et handels- og rådgivningsfirma, og jeg arbejder tæt sammen med Herning Special Væveri A/S
Det er især i den forbindelse jeg er interesseret i Resultatkontrakten.

Hvis du kan "klippe og klistre" så vil mit svar være:

Herning Special Væveri A/S er et af meget få tilbageværende væverier med egenproduktion i Danmark.
Vi udvikler og producerer varer for og sammen med vore kunder, og er derfor altid interesseret i nye produkter og nye processer. Vi eksporterer ca. 80% af vores produktion."

Interessetilkendegivelse

Af Anna Fricke (Gabriel A/S)

Koblingen mellem IT og tekstiler er et emne Gabriel A/S har holdt øje med i flere år. Vi anser det for at være et potentielt vækstområde. Men der er et stykke vej endnu før vi finder den gode begrundelse for at tage det i anvendelse. Udviklingen sker med stadig større hast i udlandet. Derfor ser vi med stor interesse på aktiviteter, som kan støtte den danske forskningsindsats.

IT og tekstiler

Af Svend Erik Nissen (Innovationsnetværket Livsstil Bolig & Beklædning)

Innovationsnetværket Livsstil - Bolig & Beklædning finder initiativet meget relevant og vil gerne samarbejde om at virkeliggøre det.
Vi arbejder tæt sammen med mange virksomheder, som er potentiel målgruppe for området og i vores sekretariatssted, development Centre UMT i herning, har vi en national agent for en af Europas førende materialedatabaser, Innovatheque, via den nordiske afdeling, Nordic Material. I vores strategiske arbejde med virksomheder omkring Nye materialer som innovationsdriver er vi stødt på flerebehov, som passer fint ind i jeres fokusområde.
I vores innovationsnetværk arbejder vi p.t. med et projekt omkring Større sikkerhed i beklædning, hvor vi også kigger på at opnå mere funktionalitet via et samspil mellem både nye materialetyper, indlejring af it-baserede services og tekstiler.
I et internationaliseringsprojekt vil vi overføre ny forskningsviden fra Tyskland til dette indsatsområde, så vi er meget positive over for jeres initiativ.

Log ind for at kommentere

Send denne side til en ven

Tidligere år

Se hvilke aktiviteter, der blev sat i gang i perioden 2009-2012