2012

Integreret velfærdsinnovation

Historisk store investeringer i supersygehuse, plejeboliger og IT til skoler udgør en unik mulighed for at effektivisere vores velfærdsydelser. For at opnå kvalitets- og effektivitetsgevinster skal velfærdsteknologiske løsninger være helhedsorienterede og indeholde teknologi, rådgivning og services. I dette projekt udvikles ny viden og teknologiske serviceydelser med henblik på at styrke danske virksomheder på nye velfærdsteknologiske vækstmarkeder: social-, sundheds- og uddannelsessektoren.

Integreret velfærdsinnovation Integreret velfærdsinnovation Integreret velfærdsinnovation Integreret velfærdsinnovation

Ny viden og serviceydelser

Nye rammevilkår i den offentlige sektor stiller krav om løbende innovation i velfærdssamfundets kerneområder. Velfærdsteknologiske løsninger vil spille en central rolle i de kommende års reformer og historisk store investeringer i supersygehuse, ældreboliger og it i uddannelsessektoren. Alene i sygehusbyggeri investeres over de kommende 10 år 41,4 mia. kr. i Danmark. Udviklingen er tilsvarende i vores største eksportlande, og ny teknologi til velfærdsområdet er et strategisk vækstmarked.

Med en udviklingsaktivitet for ’integreret velfærdsinnovation’ kan GTS-nettet styrke danske virksomheders udviklingsmuligheder og position på tre velfærdsteknologiske vækstmarkeder:

  • Integrerede velfærdsløsninger i pleje- og omsorgssektoren: Robot, IKT-, Tele- og Sensorteknologi kan løfte opgaver i ældresektoren og borgernes hjem, hvis de integreres. Fx kan elektroniske låsesystemer i borgernes hjem med fordel ’snakke’ sammen med sensorer, nødkald og omsorgssystem, så personale kan få fleksibel adgang ved alarmer samt dokumentation ved besøg.
  • Hospitalsautomation fra idé til implementering i sundhedssektoren: Med ny robotteknologi og industrielle erfaringer i design, udvikling og implementering kan man imødekomme behovet for øget effektivitet og kvalitetsforbedringer i en række fysisk-udførende funktioner. Fx mad, pilledispensering, medicinblanding, logistik, sengevask, blodprøvetransporter mv.
  • Fagdidaktisk funderet IKT-implementering i uddannelsessektoren: Ønsker om øget kvalitet ved brug af IKT i undervisning fører til store indkøb af enkeltstående hardwareløsninger, men der er behov for øget kompetenceudvikling, pædagogisk og fagdidaktiske integration i softwareløsninger samt en praktisk velfungerende og integreret anvendelse af interaktive tavler, SkoleIntra, online-tjenester, apps, smartphones, tablets mv. 

De senere års erfaringer fra velfærdsteknologiske demonstrationsprojekter viser, at kvalitets- og effektivitetsgevinster opnås ved at udvikle og implementere helhedsorienterede løsninger, der integrerer teknologi, rådgivning og services.

Ledere og ansatte i det offentlige marked udtrykker behov for integrerede løsninger frem for enkeltstående produkter. Løsninger skal imødekomme behov hos borgere/brugere og hensyn til arbejdsmiljø, hygiejne, kvalitet, drifts- og serviceopgaver, eksisterende infrastruktur mv. Denne palette mestrer den enkelte leverandør sjældent alene, og behovet for nye samarbejdsløsninger er tydelige. For at understøtte virksomhedernes muligheder for at imødekomme disse markedsbehov udvikles følgende GTS-ydelser:

  • WelfareIdeas – Behovsafdækning og kravspecificering gennem Offentlige-Private Alliancer.
  • WelfareIntegration – Facilitering af leverandørsamarbejde ved funktionsudbud samt kompetence-/organisationsudvikling.
  • WelfareDesign & Test – Udarbejdelse af Business Cases og Proof-of-Solution demonstrationer og evaluering, samt rådgivningsydelser til praktisk integration af teknologi, design, drift og service.
  • WelfareImplementation – Teknologi og processupportløsninger baseret på state-of-the-art IKT, sensor-/robotteknologi og best-practice designmetoder.

Centrale aktiviteter

  • Screening, behovsafdækning og identificering af WelfareIdeas til nye løsninger på hvert vækstmarked.
  • Etablering af WelfareIntegration-alliancer om fællesløsninger til konkrete offentlige udbud.
  • Udvikling af WelfareDesign & Test-simuleringsværktøjer til integrerende design og Proof-of-Solution for nye løsninger.  
  • Gennemførelse af WelfareImplementation-forløb om udvikling og implementering af nye løsninger inden for hvert af de tre vækstmarkeder.
  • Hjemtagning af teknologi og kompetencer fra udenlandske videnmiljøer, virksomheder og kunder med henblik på at internationalisere nye velfærdsløsninger ved integration af markedsbehov, standarder og krav fra nærliggende eksportmarkeder.
  • Interaktivt katalog over nye koncepter, cases og nye GTS-rådgivningsydelser til web og pjecer.

Aktiviteter gennemføres gennem en case by case metode, hvor behov og idéer omsættes til koncepter og løsninger.

Rationale for indsatsen

Investeringer i supersygehuse, plejeboliger og it-løsninger repræsenterer en unik mulighed for at effektivisere vores velfærdsydelser og skabe arbejdspladser i Danmark igennem udvikling af nye produkter og serviceydelser på såvel nationale som internationale markeder. Eksempelvis viser erfaringer fra Ahus (Oslo), at der kan behandles 30% flere patienter ved samme driftsbudget, hvis transport og logistikopgaver løses ved hjælp af robotteknologi.

Ambitionerne med velfærdsteknologi er ikke alene at sætte strøm til de eksisterende offentlige ydelser, men at skabe en effektiv og attraktiv offentlig sektor, hvor teknologien er drivkraften bag den nødvendige innovation.

Siden 2006 er der gennemført en række velfærdsteknologiske demonstrationsprojekter med afprøvning af robotstøvsugere, sensorer/alarmer, badestole og badekabiner, taleteknologi m.fl. Hovedsageligt enkeltstående teknologier, der løser enkeltstående udfordringer for borgere og/eller personale. Trods en række gode evalueringer og stigende interesse i markedet er kun et fåtal af teknologierne implementeret andre steder, end hvor det pågældende projekt blev gennemført. På samme vis er den forventede vækst i eksporten af velfærdsteknologier begrænset.

Årsagerne hertil er mangfoldige og omfatter blandt andet:

  • En række fondsfinansierede demonstrationsprojekter er gennemført med fokus på det enkelte produkts muligheder og begrænsninger, og ikke på udvikling af velfærdsydelsen som helhed.
  • Trods gode evalueringer og udarbejdelse af positive business cases har den offentlige sektor med store nedskæringer været et svært marked for nye virksomheder at etablere sig på.
  • Analyser peger på, at de fleste virksomheder i markedet er små, og mange er agentur-/importørvirksomheder. Disse virksomheder har begrænsede muligheder for at samarbejde strategisk med kunderne, og for at drive en teknologiudvikling målrettet det danske marked.
  • Der er et udtalt behov for rådgivning til SMV om beslutningsprocesser på det offentlige marked samt udarbejdelse af konsortier og udarbejdelse af funktionsudbud.

Aktiviteten bygger videre på aktivitetsplanerne i Instituttets Resultatkontrakt 2010-2012 ’Velfærdsteknologi’ og ’Robotteknologisk udviklingsplatform’, FoU projekterne ’Technucation’, ’PATIENT@HOME’, ’CareNet’ samt en række analyser, udvikling og demonstrationsprojekter i regi af ABT-fonden, Fornyelsesfonden, Forebyggelsesfonden, ÆldreSagen m.fl.

Mulige samarbejdspartnere

Georgia Institute of Technology, Johns Hopkins University, Innovation Center Denmark (München), Center for Sundhedsøkonomisk Forskning (SDU), Professionsskolen UCC, Professionsskolen Metropol, kommuner, regioner, sygehuse, SMV udviklings- og leverandørvirksomheder, servicevirksomheder, integratorer og systemleverandører.

Kommentarer (22)

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

Integreret velfærdsinnovation på hospitaler

Af Vesttech (Automatisering/maskinbygning)

Den erfaring vi har fået via Teknologisk Institut og Knud Andersen, har gjort at Vest Tech er kommet rigtigt godt i gang med udvikling og forventet produktion af automatiserings udstyr til sygehussektoren.
Som maskinbyggere med fokus på håndtering og EGA inden for dansk industri er det vigtigt at sparringen med Teknologisk Institut er sket på et fagligt niveau og ikke på et teoretisk plan, så det
har været af største vigtighed for Vest Tech at vi har kunnet trække på en kompetent medarbejder fra Teknologisk Institut som har haft en bred faglig og praktisk tilgang/viden til projektet.
Ud fra de tilbagemeldinger og store interesse vi har fået fra de danske hospitaler kan vi se at der både er basis og behov for yderligere samarbejde og udvikling i denne sektor.
Med venlig hilsen
Åge Sejer Madsen
Direktør Vest Tech

Integreret velfærdsinnovation

Af Michael Wehner Rasmussen (INVIA / Syddansk Sundhedsinnovation)

Mit daglige arbejde som projektleder i OPI-Lab Task-forcen bekræfter tesen om, at det er vigtigt at tænke helhedsorienteret, når man arbejder på skabe løsninger til social- og sundhedssektoren. Det er ikke tilstrækkeligt kun at have fokus på den enkeltstående, teknologiske løsning, men det er også nødvendigt at forholde sig til, hvordan løsningen påvirker den offentlige serviceydelse samt hvilke konsekvenser det har for den offentlige organisering. Integrerede løsninger bør derfor også omfatte disse forhold.

Integrerede løsninger øger kompleksiteten i udviklingsarbejdet, og ofte kræver det samarbejde og partnerskaber på tværs af flere leverandørvirksomheder, ligesom det ofte involverer flere offentlige enheder. For at SMV virksomheder kan deltage i sådanne samarbejder, vil det som oftest kræve, at de enten partner op med større virksomheder, eller at der er aktører, som kan facilitere og rammesætte sådanne aktiviteter.

I OPI-Lab Task-forcen arbejder vi ligeledes på at understøtte den velfærdsteknologiske udvikling gennem etablering af offentlig-private innovationssamarbejder, og screening, behovsafdækning og business cases er fælles terminologi.

Med venlig hilsen
Michael Wehner Rasmussen
INVIA/Syddansk Sundhedsinnovation

Integreret velfærdsinnovation

Af pia hilsberg (rådgivningsvirksomhed)

Sundhedsvæsenet - Hospitalsektoren.
Genbehandling af flergangskirurgisk udstyr.
Indenfor dette område i hospitalssektoren er der store muligheder for at effektivesere og skabe bedre arbejdsmiljø. Arbejdet med rengøring, pakning og sterilisering af kirurgiske instrumeter indeholder mange manuelle håndteringer, mange manuelle løft og er tids- og ressourcekrævende. Ved at hente viden og erfaring fra industrien og dens brug af automatiseringsprocesser og robotteknologi vil der samfundsmæssigt være betydelige ressourcebesparelser at hente.
Jeg har mere end 25 års erfaring indenfor området og har dels som ansat indenfor genbehandlingsområdet dels som mangeårig rådgiver set de mange potentielle muligheder for automatisering af arbejdsgangene både i sterilcentraler og i operationsafdelinger og en udviklingsindsats indsats på dette område vil dels skabe arbejdspladser/exportmuligheder og være et samfundsmæssigt godt initiativ.
Pia Hilsberg, Hilsberg Consult
Saugskær Alle 6
5700 Svendborg.
www.hilsberg.dk

Intergreret velfærdsinnovation

Af Dewido (Sterilcentralen, Glostrup hospital)

Sundhedsvæsenet - Hospitalssektoren
Genbehandling af flergangskirurgisk udstyr:
Som leder af en afdeling med både logististik og genbehandlingsopgaver og med mangeårig bred erfaring indefor sundhedssektoren i øvrigt, vil jeg hilse brug af robotteknologi yderst velkommen og ser det som en naturlig model til fremtidig effektivering og omlægning af forældede arbejdsmetoder og arbejdsgange. Internt i sundhedssektoren vil det skabe et forbedret fysisk arbejdsmiljø, og det vil kunne frigive kræfter til mere uddannelse og dygtiggørelse gavn for alle. Samarbejdet mellem videnproducenter, innovatører, og producenter og sundhedssektoren har vi allerede flere erfaringer på at det vil gavne bredt og med gode muligheder for at skabe flere fremtidige arbejdspladser.

Integreret velfærdsinnovation

Af Gert Juhl Jørgensen (LJ Medical Solutions ApS)

I de sidste 12 år har LJ Medical leveret kirurgiske instrumenter samt containere og andet udstyr til genbehandling og vedligeholdelse af samme til hospitaler i Sverige og Danmark. Der er således oparbejdet en ikke ubetydelig viden om korrekt anvendelse, genbehandling og transport af disse i stort set alle operations specialer. De sidste 5 år har vi også leveret software til kvalitets styring, sporing og logistik på sterilcentraler i Danmark. Løsningerne er i alle tilfælde leveret i tæt samarbejde med forskellige leverandører af bl.a. opvaskedekontaminatorer og autoklaver og således at slutbrugerne har været præsenteret for en samlet løsning med en ansvarlig leverandør.
Det er vores opfattelse at der er et stigende behov for virksomheder der har vilje og evne til at sikre integration mellem forskellige systemer. Vi ser gode muligheder for at vores sporings og kvalitetsstyringssystem, og de blandt brugerne allerede velkendte og anerkendte containere, i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut og Knud Andersen i afd for robotteknologi, vil kunne udvikles i retning af endnu mere avancerede løsninger på kommende behov for automatiseringsløsninger, kvalitetskontrol og ikke mindst arbejdsmiljø forbedrende systemer, der burde kunne overføres fra andre brancher.

Gert Juhl Jørgensen
LJ Medical

Integreret velfærdsinnovation

Af hvh2909 (Sydvestjysk sygehus)

Sundhedsvæsenet - Hospitalsektoren
Genbehandling af kirurgiske instrumenter.
Som leder af en Sterilcentral som er præget af mange tunge løft og gentagende nedslidende opgaver, hilser jeg robotteknologien velkommen.
Automatisering af tunge løft kan afhjælpe, minimere de belastende og nedslidende arbejdsrutiner. Hermed et potentiale for at udvikle samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor i forbindelse med produktion og udvikling af de teknologiske løsninger.
Teknologi ser jeg som den primære løsning, når der tales om at forebygge nedslidning og forbedre personalets helbred.
Med venlig Hilsen
Helle Vibe Hansen
Sydvestjysk sygehus

Integreret velfærdsinnovation

Af Lis Mayntzhusen (Sterilcentralen / Sygehus Sønderjylland)

Sundhedsvæsenet – Hospitalsektoren

I vores daglige arbejde i en Sterilcentral, hvor vi dels tager os af genbehandling af flergangskirurgisk udstyr, og samtidig står for distribution af sterile og usterile forbrugsvarer, kan vi se gode muligheder for integration af automatisering. Det ville kunne skabe et bedre arbejdsmiljø, og effektivisere det daglige arbejde med håndtering af instrumenter i forbindelse med rengøring og pakning, da dette kræver mange manuelle løft/håndteringer, og er meget ressourcekrævende både fysisk og tidsmæssigt.
Det vil også kunne afhjælpe store dele af de daglige udfordringer, der er på lager- og logistikområdet, hvor vi dels har mange manuelle håndteringer, men også bruger mange menneskelige ressourcer på sporing og logistik. Hvilket med fordel kunne automatiseres. Det ville give sygehusvæsenet et væsentligt kvalitetsløft i forhold til forbedret fysisk arbejdsmiljø og trivsel og ikke mindst effektivisere mange af de opgaver vi står med i det daglige.
Med venlig hilsen
Afdelingssygeplerske,Birgitte Mikkelsen og
Souschef, Lis Mayntzhusen

Automatiseret Sterilcentral - et eksempel på teknologioverføring

Af Torben Lage Frandsen (Region Hovedstaden)

I forbindelse med udvikling og implementering af verdens første automatiserede sterillager på Gentofte Hospital, har vi demonstreret at kendt teknologi fra industrien med fordel kan tilpasses og anvendes i sundhedssektoren.

Med Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi som rådgiver (Knud Aulkær Andersen), og Gibotech A/S som leverandør, er det lykkedes at udvikle og implementere et helt nyt lagersystem, som med en høj grad af automatisering - herunder robotteknologi - lagrer og udleverer kirurgisk udstyr til planlagte operationer.

På flere fronter skaber dette store forbedringer for hospitalet:

-Færre personelle ressourcer.
-Forbedret fysisk arbejdsmiljø ved kraftig reduktion i antallet af tunge løft.
-Forbedret leverancekvalitet til operationsgangen.
-Hurtigere levering af udstyr i akutte situationer.

Med venlig hilsen
Torben Lage Frandsen
Projektleder
IT, Medico og Telefoni / Region Hovedstaden

Stort potentiale i integration og i at tænke helhedsorienteret

Af Niki Nicolas Grigoriou (Intelligent Systems A/S)

Der ligger et stort potentiale i at tænke helhedsorienteret og integrerer løsninger, services og teknologi. At nedbryde grænserne og tænke helhedsorienteret frem for en traditionel 'silo'-orienteret tankegang rummer muligheder for optimering omkring både økonomi/effektivitet, kvalitet og arbejdsmiljø. Når man samtidig tænker integration af services, løsninger og teknologi ind, så bliver potentialet endnu større.

En helhedsorienteret tilgang omkring velfærdsinnovation har et stort potentiale - men vil også støde på utallige barrierer omkring organisation, traditioner og regler og bureaukrati. Lige netop derfor, bør man støtte en sådan aktivitet.

Automatisering i sundhedsvæsenet kan eksporteres

Af soerent (InvestInDenmark)

Der er stort potentiale i brug af IT og automatisering indenfor sundhedsvæsenet som eksportvare.

Danmark står allerede relativt stærkt, men vores indsats kunne forbedres såfremt:

1) Aktiviteter samtænkes og resultater opsamles systematisk
2) Brugerne (såvel patienter og læger) involveres mere og bedre i udviklingsprocessen
3) Exportmuligheder indtænkes fra start (dvs. man arbejder ikke kun udfra danske forhold, men tænker på at produkter og services skal kunne bruges på et globalt marked).

Mvh
Søren Tranberg Hansen
Project Manager
InvestInDenmark

Tunge løft i Sterilcentraler og på operationsgange

Af pia lynge madsen (Gentofte Hospital)

Vi har på Gentofte Hospital den glæde at have fået installeret en robot og et automatiseret lagersystem for at afhjælpe tunge løft og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Vi kunne tænke os en løsning der kunne erstatte det, at vi idag manuelt skal køre case carts til og fra elevatoren og til den enkelte operationsstue (AGV). På operationsgangen har de stadivæk mange udfordringer i forhold til dårlige arbejdsstillinger og tunge løft. Mange tunge løft i løbet af en arbejdsdag. Løftene er regnet sammen for en alm. dag med tre rutine knæalloplastikker til 426 kg. fordelt på 2 personer. Sammenlignet med før robotten blev installeret har vi nu sammenlagt flere re-alloplastikker, med et langt højere antal containere, som skal løftes ud af casecarts over på operationsborde, men også rearrangeres på casecarts for at få en hensigtsmæssig oppakningsproces under operationen. Til nogen re-operationer har vi op til 7 lastede casecarts med instrumenter sat i spil.
Tunge instrumentcontainere er anbragt i netkurve i casecarten. Disse net glider meget dårligt og kan ikke trækkes ud. Derfor må man række ned i nettet, som kun lige akkurat kan indeholde en container i længden og håndtagene derfor ikke kan trækkes ud og anvendes, få fingrene ind under instrumentcontaineren og lirke den op og ud af nettet for at løfte den ud af casecarten.

Arbejdsstillingerne forværres af, at nogle løft foretages i skulderhøjde og andre under knæhøjde afhængigt af i hvilken højde på casecarten containeren er lastet.

Pia Lynge Madsen
Sterilcentralen
Gentofte Hospital

Hospitalsutomatisering og robotteknologi

Af Christian Maegaard (Odense Universitetshospital)

Den traditionelle udvikling inden for drift og service på hospitaler har været drevet af nye opdagelser klinisk innovation og indkøb af stand alone udstyr. Det er og har været vel begrundede og nødvendige men en kombination af teknologi og produktionsviden kan i dag bringe hospitalernes produktions enheder betydeligt videre i retning af hurtigere afvikling, bedre kvalitet og større patient og personale tilfredshed.
På Odense universitetshospital har vi indført rørpostsystemer der på 29 sek kan bringe en blodprøve fra patient til laboratoriet en forøgelse af hastigheden på 21min og 15s i gennemsnit. Næste trin er en robotisering af laboratoriet der er godt på vej. Kort ender det med at ingen røre ved blodprøverne fra de er taget til de er analyseret og destrueret.
Det rummer store muligheder at kategorisere og identifisere hospitalers "produktionsafsnit og opgaver" for der efter at matche ny teknologi med den eksisterende så ting kommer til at fungere som en enhed. At tænke "idealklinik" frem for spotforbedringer og erstatningsudstyr rummer både godt arbejdsmiljø, kvalitet, patienttilfredshed, hurtigere behandling, færre indlæggelser og ikke mindst besparelser.

Hospitalsautomation fra idé til implementering på hospitalerne

Af Jakob Heuch (Capgemini)

Eksemplet fra OUH med rørpostsystemet, der kan bringe blodprøver frem til laboratoriet med en forøgelse af hastigheden fra knap til 22 minutter til 29 sekunder er et fantastisk godt eksempel på, hvilket potentiale der ligger i at tænke logistik og optimering på hospitalerne.

Hospitalerne er bygget for at helbrede patienter og der kan synes at være lang vej fra dette formål og til industriel produktion. Billedet af et menneske under behandling på et samlebånd ligger os fjernt.

Men for at få en optimal behandling af patienten er der en masse forhold der skal være på plads på rette tid og sted: patient, personale, rum, udstyr. Og netop dette aspekt er det logistik handler om. Og logistik er en kendt disciplin i mange andre brancher. Og der er masser af inspiration at hente på disse områder. Inspiration til analyser af flaskehalse og forbedringer af arbejdsgange inden for og på tværs af afdelinger.

Det er vigtigt at inddrage de involverede i denne proces. Vi har igennem de sidste 10-12 år arbejdet med IT understøttelse af planlægningen af undersøgelser og behandlinger på alle typer af afdelinger på en lang række hospitaler. Det er vores erfaring fra dette arbejde, at der kan ressourcemæssigt kan opnåes endog meget store gevinster ved en bedre planlægning og logistik og at nøglen til dette ligger i bedre arbejdsgange, hvor IT anvendes til at skabe løsninger der går på tværs af hospitalet.

Vores udgangspunkt er planlægningen af den enkelte behandling på operationsgang, i ambulatorium eller på afdeling. Men med udgangspunkt i denne planlægning ser vi store perspektiver i at optimere "støtteprocesserne", således at alle de ting der skal være på plads for at patientbehandlingen kan ske så effektivt som muligt også kommer på plads just in time

Med venlig hilsen
Jakob Heuch
Salgsansvarlig for sundheds IT løsninger i Capgemini
www.bookplan.dk

Et holistisk mindset - fremtidssikring af velfærdsløsninger

Af Anne C Jakobsen (Region Syddanmark - Syddansk Sundhedsinnovation)

Danmark gennemfører for tiden nogle af de største samfundsmæssige investeringer indenfor velfærdssamfundet - herunder supersygehusene.

Fokus er på patientens velfærd og sikkerhed og kvalitetsikring af patientrejsen i en personlig udfordrende situation. Samtidig er der også fokus på de samlede økonomiske udfordringer som velfærdssamfundet står overfor.

Det holistiske mindset med at tænke totalløsninger hvor historiske grænser fortoner sig og mere rationelle og funktionelle vilkår vinder indpas afføder en samlet win-win situation for både patient/borger og de private og offentlige parter som nu bliver partnere i brugerdrevne innovationsløsninger. Velfærdssamfundet fornyer sig ved at anlægge et både menneskeligt men samtidig mere optimerende mindset ift. vores samlede tiltagende knappe ressourcer. Anlægger vi desuden denne optik på den globale verden - for alle har mere eller mindre de samme velfærdsmæssige udfordringer - kommer vi endnu længere i velfærdsgevinsten. Med sunde business cases og show cases kan vores velfærdssamfund blive en ganske interessant sag - både for os selv, men sandelig også for omverden.

Vi kan - kort sagt - få rigtig, rigtig mange fornuftige samfundsmæssige business cases for velfærdssamfundet når alle dimensioner tænkes sammen i det nye mindset - når vi vover at tænke nyt og anderledes - og bevæge og forme fremtidshistorien - for der er plads til begejstring når parterne taler sammen - i den konstruktive dialog mod en fælles vision og ide - det være sig et produkt eller et servicekoncept.

mvh

Anne Jakobsen
Konsulent
Syddansk Sundhedsinnovation
Region Syddanmark

Velfærdsinnovation

Af Jane Wickmann (Teknologisk Institut)

Tak for de mange konstruktive kommentarer. Det er dejligt at se, at så mange bakker op og synes, det er en vigtig indsats. Hvis I vil høre mere om vores tanker og ideer og have mulighed for at komme med jeres egne kommentarer og præge, hvad der videre sker, så kom til vores Gå-hjem-møde på Teknologisk Institut tirsdag d. 29. maj kl. 14 - 16. Det er gratis at deltage og I kan se invitationen her: www.teknologisk.dk/32144. Vi håber på stort fremmøde, så vi kan få en god diskussion.
Venlig hilsen
Jane Wickmann

QR koder

Af Gitte Carlsberg (Socialpædagogisk Center Næstved)

Teknologi er et godt alternativ til mange hænder, undgåelse af arbejdsskader osv. Vi var med i et projekt med forflytninger, som blev vist på smartphons via QR koder. Det var et super godt arbejdsredskab, forflytningerne blev vist ens til alle personaler, så fejlfortolkning blev 100 % undgået. Implementeringen gik hurtigere end afholdelse af diverse kurser vedr. individuel forflytning, sparede timer, men i indlæringsfasen af de teknologiske hjælpemidler : iPhon, det tog lidt tid at indlære det, det havde nogle tekniske udfordringer pga. netforbindelse og fejl 40(personerne som betjente dem).
Det er et fantastisk arbejdsredskab, som vi gerne ser i alle enheder i fremtidens pakke af forflytningsredskab.
Der er implementeret badestole Carendo Aijo, som nye teknologiske hjælpemidler i flere af vores boliger med stor succes. Et teknologisk hjælpemiddel som skåner personaler for store tunge løft/forflytninger. Lad os endelig få udviklet alle de hjælpemidler, der skåner personalet mest muligt, som støtter borgeren i at få en professionel og ensartet behandling og hvor ingen lider unødigt overlast.
Jeg kan kun håbe at der bliver afsat penge til projektet.

Stort potentiale i velfærdsinnovation

Af Jane Wickmann (Teknologisk Institut)

De mange konstruktive kommentarer tydeliggør, at vi i Danmark allerede i dag har erfaringer med og viden om brug af velfærdsteknologi, der kan forbedre effektiviseringen af arbejdsprocesser, hygiejne, tunge løft, kvalitet i ydelsen med mere.
Eksemplerne viser, hvordan forskellige typer af teknologier kan integreres i intelligente løsninger og resultere i en effektiv arbejdsorganisering på arbejdspladserne.
Danmark har en stærk erfarings- og videnbase, der kan arbejdes videre på, og vi har leverandører, der i fællesskab kan løfte de fremtidige opgaver med eksport og beskæftigelse til følge.
Vi ønsker at gribe dette potentiale og sammen udvikle det til gavn for både det private vækstlag og for fremtidens velfærdsteknologiske brugere.

”Integrerede velfærdsløsninger og en fælles udviklingsplatform”

Af Morten Kronholm (Phoniro ApS)

Der er et stort behov for en fælles udviklingsplatform i forbindelse med innovation og udvikling af integrerede velfærdsløsninger.

Udviklingen bliver i øjeblikket bremset af paralleludvikling og manglende samarbejde virksomhederne imellem, samtidig med at offentlige udbud er fokuseret på meget små begrænsede områder og ikke samlede integrerede velfærdsløsninger.

Danmark består af mange små og mellemstore virksomheder med unikke specialer og produkter, men i dag er det nødvendig i sin udvikling at integrere sine produkter og systemer med andre virksomheder for at kunne imødegå kundernes stigende krav om integrerede løsninger. Kunderne ønsker i større grad løsninger fremfor produkter.

Der er to helt centrale områder som GTS institutterne kan løfte gennem en fælles udviklingsplatform og gennem et stærkere og tættere offentlig privat samarbejde.

1. Virksomhederne er i stigende grad nød til at samarbejde om integration af systemer og udvikling i fællesskab på tværs af fagområder. Virksomhederne skal dyrke deres speciale og udvikle produkter med åbne platforme for integration med andre systemer. GTS institutterne skal gennem en udviklingsplatform, samle specialerne og danne grundlag for integrerede velfærdsløsninger.

2. Offentlige udbud skal i højere grad være samlede integrerede løsninger og ikke mindre udbud på enkelte produkter. For mange udbud og indkøb er delaftaler som ikke kan integreres optimalt med andre løsninger og derved falder den ”integrerede” velfærdsløsning til jorden. Der er for mange eksempler på udbud af enkelt produkter opdelt i flere udbud over en lang periode og manglende krav om snitflader og integration.

Der ligger en stor udfordring i at få virksomheder til at arbejde og udvikle sammen og der skal virkelig nedbrydes kasser og siloer i at få det offentlige til at se på de ”samlede integrerede velfærdsløsninger”.

Det er meget positivt for fremtiden hvis GTS institutterne ikke bare kan samle de små og mellemstore virksomheder til bedre innovation, men også styrke det offentlige private samarbejde og innovation med det formål at udvikle samlede integrerede velfærdsløsninger.

Integreret velfærdsinnovation - global IT-platform

Af Sønderborg (Sønderborg kommune)

Sønderborg kommune har været med i flere udviklingsprojekter bl.a. brug af QR-koder på hjælpemidler og i forbindelse med forflytninger, men også Tablets-løsninger i Plejeregi o.m.a..
Udfordringerne har bl.a. været netadgang og manglende mulighed for at dele information fra plejesystem og mobilteknologi, fra primær og sekundær sektoren. Vi er bekendt med at persondataloven er en udfordring, men også at de forskellige datasystemer ikke umiddelbart arbejder sammen. Vi kunne godt tænke os, at der blev lavet en global it-platform som de enkelte udbydere af pleje-omsorgssystemer og øvrige softwareleverandører til sundhedssektoren skal benytte. Platformen skal sikre, at de enkelte systemer kan tale sammen på tværs uafhængig af det system, man køre med lokalt. Et sådan system vil sikre at døgnrytmeplaner, journaler o.lign. er opdateret på et fælles grundlag til borgens bedste. FMK (Fælles Medicin Katalog)kan måske fungere som en fælles database, som kan udbygges til andet og mere end blot medicin.

Denne løsning skal også kunne køre på det mobile netværk for at tilgodese brug af smartphones/PDA'er. Det vil kræve, at man organisere udbuddet af sendemaster på en ny måde, der ikke kun er rentabilitetsstyret, men som også tilgodeser udkantsdanmark. Plejen kommer også ud i ydreområder og ofte alene, og har brug for driftsikre elektroniske livliner. Vi forestiller os offentlige master som udbydes til interesserede telefonselskaber.På den måde kan vi i offentlige udbud sikre os, at aktuelle områder kan dækkes af teleselskaberne i 3G eller 4G.

Sønderborg kommune
Social og sundhed

Mette Fink & Jan Lyngsø

Store udfordringer på sundhedsområdet kan løftes

Af Peter Simonsen (Syddansk Sundhedsinnovation)

Danmarks sundheds- og velfærdsteknologiske områder skal imødekomme en række meget store samfundsmæssige udfordringer. Den demografiske udvikling gør, at vi bliver flere ældre der også lever længere. Der er stigende forventninger til både adgangen til og kvaliteten af behandlingen. Samtidig står sundhedsvæsenet i de kommende år overfor massive effektiviseringskrav. Endelig er der et stort behov for at skabe rammer for både uddannelses- og erhvervsmæssig vækst.

Fundamentet for håndtering af disse udfordringer er blandt andet at skabe nye samarbejdsrelationer, hvor parternes forskellige viden og kompetencer udnyttes og skaber nye løsninger. Det betyder, at prioriteringen af indsatsområder skal sikre udvikling og implementering af løsninger, der understøtter, at sundhedsvæsenet er til for borgerne og bidrager aktivt til at forebygge og behandle sygdom.

Sammen med brugere (borgere, patienter og personale), virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner skal vi skabe et innovationsmiljø, hvor vi udvikler og implementerer nye løsninger. Løsninger, der skaber driftseffektiviseringer i kombination med at højne den brugeroplevede kvalitet og skaber erhvervsmæssig vækst. For både private virksomheder, som lever af at sælge et produkt, og offentlig organisationer, der skal bruge løsningerne, er der et ønske om, at blandt andet flere innovationsprojekter ender med implementeringen af en teknologi eller arbejdsproces – en konstruktiv og brugbar løsning.

Nye metoder og innovativ teknologi vil kunne styrke udbredelsen af sundheds- og velfærdsteknologi i hverdagen i blandt andet regioner og kommuner.

Denne store udfordring har Syddansk Sundhedsinnovation fået imødekommet ved at se på de muligheder der ligger i at skabe synergi for alle interessenter ved at have et godt samarbejde med Teknologisk Instituts Robotcenter på netop sundheds- og velfærdsteknologiområdet.

Peter Simonsen
Direktør
Syddansk Sundhedsinnovation

uddannelse

Af Vinni Kjærsgaard (SOPU)

Af Inger Margrethe Jensen, SOPU

Vi ser nogle nye unikke muligheder i en praktisk velfungerende og integreret anvendelse af forskellige digitale medier og teknologier i uddannelses- og undervisningssammenhænge.
I uddannelserne af medarbejdere til social- og sundhedssektoren er det væsentligt, at der fokuseres på didaktiske kompetencer når nye teknologier og medier integreres. Samtidig er det også centralt, at der udvikles nye tilrettelæggelsesformer og nye læringsrum og brugervenligt software, der kan integreres i en pædagogisk praksis, der har fokus på vekseluddannelser.
Det vil være meget interessant og yderst relevant at tænke brugerdrevne innovative løsninger – hvor brugerne også er elever/kommende medarbejdere/undervisere og pædagogiske- og tekniske ”it-medarbejdere”, og hvor uddannelsesansvarlige fra praktikken og arbejdspladser også deltager som brugere.
Ved i højere grad at integrere teknologi og digitale medier i uddannelsessektoren og lægge vægt på brugerdrevne innovative løsninger, kunne man forvente, at der også vil være en større sandsynlighed for implementering af velfærdsteknologiske løsninger i social- og sundhedssektoren.

Inger Margrethe Jensen
Direktør
SOPU
Sundhed
Omsorg
Pædagogik
København & Nordsjælland

Nye løft i uddannelsessektoren

Af Heidi Johansson (Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut)

Noget at det, som vi oplever i vores kursusforretning er, at vi bliver udfordret på de geografiske afstande. Kunderne vil på uddannelse tæt på deres boæpl. Kunne man via jeres indsatsområder lave mobile læringsrum og stationer, vil det i høj grad kunne tilgodese de brede kundeskare.

Med venlig hilsen
Heidi Johansson - DBI

Log ind for at kommentere

Send denne side til en ven

Tidligere år

Se hvilke aktiviteter, der blev sat i gang i perioden 2009-2012