2012

Center for belysningsteknologi og visuel perception

DELTA ønsker at opbygge test, rådgivning og certificeringen indenfor ny belysningsteknologi.

Dette indeholder bl.a. arbejdet med nye standarder og udførsel af akkrediteret tests, den multidisciplinære tilgang der kræves i konverteringen til nye lyskilder samt udfordringen ved brugsoplevelsen af nye lyskilder - herunder behovet for viden, test og sensoriske evalueringer.

Ny viden og serviceydelser

Lys er inde i en rivende teknologisk udvikling, der påvirker industri og samfund, men som også har en afsmittende effekt på andre videnskabelige områder og på den måde driver disse frem. Især udvikling inden for ”solid state lightning”, som f.eks. LED og OLED, trækker på en tværfaglig indsats udover det lystekniske som f.eks. elektronik, styring og termiske forhold. Det skaber et behov for viden, ’best practice’ og etablering og efterprøvelse af standarder samt en rådgivningsfunktion, der dækker hele feltet omkring nye lyskilder. Aktivitetsplanen vil, baseret på DELTA’s rolle som akkrediteret lysteknisk laboratorium og anbefalinger hertil, opbygge viden om og serviceydelser som f.eks.:

Rådgivning om energibesparende lyskilder:

  • Valg af lyskilder i de initierende faser i produktudviklingen såvel som ”retro fit” baserede løsninger til faciliteter
  • Rådgivning omkring valg af lyskilder og design af belysningssystemer til generel bygningsbelysning, specielle applikationer (kontrolrum, operatørrum, transport) samt sikkerhedskritisk belysning og skiltning.
  • Rådgivning om produktudvikling med anvendelse af nye lyskilder (lysteknisk, termisk og optisk design samt EMC)
  • Sikkerhedsaspekter ved anvendelse af nye lyskilder i forhold til øjenskader og generel produktsikkerhed.

Test og rådgivning inden for perceptuelle egenskaber ved nye lyskilder:

  • Simulering af belysningssystemer og rådgivning omkring opfattet lyskvalitet
  • Evaluering af realiserede eller simulerede belysningssystemer ved hjælp af eksperter og trænede brugerpaneler. 

Akkrediterede tests og kalibrering – nye ISO og CEN krav introduceres i 2013:

  • Test af nye lyskildetyper- (OLED, LED, Compact HID og plasma lyskilder) indenfor områderne:

Effektivitet, Lyskvalitet, Elektromagnetisk kompabilitet, Klima-, levetids- og stresstests, samt udstrålingskarakteristik.

Centrale aktiviteter

  • Videnopbygning via træning af assessorpaneler til generelle applikationer samt til specialapplikationer. (vejbelysning, butiksbelysning, sikkerhedskritisk belysning, arbejdspladsbelysning m.m.).
  • Opbygning af viden om testmetoder og teknologi til test af nye lyskilder, der metrologisk adskiller sig fra konventionelle lyskilder – nye spektrale egenskaber og udstrålingskarateristik, markant længerere levetider
  • Etablering af funktionsbestemte krav til belysningssystemer – lyskvalitet/perception.
  • Opbygning af viden om 3D-simuleringsystemer, herunder hardware og software, der tillader virkelighedstro simulering af den oplevede belysningsfunktion og perception for produkter, bygninger, kontrolrum mm.
  • Videnhjemtagning via deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde samt internationale såvel som nationale forskningsprojekter indenfor områderne samt vidensopbygning om produktegenskaber for state-of-the-art lyskilder samt tilhørende teknologier (reflektorer, strømforsyninger etc.).
  • Videnopbygning om sundheds- og sikkerhedsrelaterede aspekter ved nye typer lyskilder.
  • Videnopbygning om ”best practice” for design af produkter indeholdende nye lyskildetyper.
  • Videnformidling via LED workshop - prototype værksted til opbygning af hurtige, billige prototyper af kommende produkter indeholdende LED, OLED, HID, Plasma eller andre, nye typer lyskilder.
  • Publikation af viden om nye energibesparende lyskilders egenskaber samt uddannelse af belysningsassessorer.
  • Videnformidling via TEK’notater vedr. test og kalibrering af nye typer lyskilder samt demonstration af 3D belysningssimulering for kunde- og målgrupper.

Rationale for indsatsen

Den teknologiske udvikling inden for lys er i øjeblikket stejl, og den største udvikling i 40 år inden for lys finder sted netop nu. Nye typer energibesparende lyskilder vil de kommende år, på afgørende vis, blive introduceret på markedet. Disse typer lyskilder er på mange måder væsentligt forskellige fra de eksisterende lyskilder. Længere levetid, ændrede temperaturegenskaber, lysudstråling, ændret oplevelse af det udsendte lys og elektromagnetisk udstråling er nogle af de afgørende nye egenskaber, der kendetegner de nye lyskilder - baseret på teknologier som OLED, LED, Compact HID og plasma lyskilder.

Udviklingen vil give teknologiske udfordringer inden for primært 3 områder: Sikring af de nye lyskilders kvalitet, en effektiv konvertering til de nye lyskilder, samt optimering af brugsoplevelsen af de nye lyskilder.

Sikring af kvaliteten af de nye lyskilder, i form af standardiserede krav og CE mærkning, har vanskeligt ved at følge med den teknologiske udvikling. Nye krav under ISO og CEN, der bliver introduceret i 2012, vil give mulighed for, gennem akkrediterede test, at sikre, at lyskilder på markedet opfylder krav til levetid, lysudsendelse, farvegengivelse og EMC. Lyskilderne stiller nye udfordringer til testmetoder. Deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde vil på forkanten sikre kendskab til kommende krav.

Konverteringen til de nye lyskilder stiller helt nye krav til viden om lysudstråling, termisk design, styring, EMC samt sikkerhedsmæssige faktorer, da f.eks. LED og integration af LED er en tværfaglig disciplin. Danske virksomheder, forbrugere og myndigheder skal udvælge, kvalificere og installere løsninger baseret på nye lyskilder i både produktion, kontor samt i egne produkter – og en stor bølge af retrofit er allerede i gang. Det kræver svære valg i en divergerende lyskildeindustri. Et valg med store konsekvenser til følge, da de nye lyskilder typisk integreres i armaturet, bygningen, produktet eller lignende, da holdbarheden er mange gange længere end ved glødepæren. Derfor kan lyskilden heller ikke skiftes, når den først er valgt. Der er således behov for en rådgivningsservice på disse områder for at sikre en effektiv og optimeret konvertering.

Selve oplevelsen af lys fra nye lyskilder er markant anderledes end ved vores konventionelle lyskilder på grund af anderledes spektrale egenskaber f.eks. i farvegengivelse, farvetemperatur, retning og kvalitet. Det giver brugsmæssigt nye udfordringer og forandringer ved produkter og løsninger, som kræver sensorisk vurdering og en konsolidering af viden omkring det fysiske såvel som de psykiske aspekter med lys.

Efterspørgslen i dansk erhvervsliv vil fordele sig primært på følgende grupper: Armatur og lysproducenter, elektronikproducenter, apparatproducenter, lyskildeleverandører, belysningstekniske rådgivere, designere og arkitekter samt bygherrer og ejendoms- og buktiks/hotelkæder. Særligt små og mellemstore virksomheder vil ofte være underlagt andres beslutninger omkring SSL udviklingen og har derved selv sjældent kapacitet til at opretholde denne tværfaglige viden.

DELTA har i mange år været Danmarks eneste akkrediterede lystekniske laboratorium, og det falder naturligt ind i GTS-rollen såvel som DELTA’s kompetencer at opbygge ovenstående aktiviteter. Der er store internationale forskningsaktiviteter på LED området, som er naturlige at trække viden fra bl.a EU programmerne ligesom emnet er af stor betydning i det kommende Horizon 2020 som afsæt for FP8. Forskningsaktiviteterne på DTU Fotonik inden for LED er særligt relevante her.

Mulige samarbejdspartnere

Aktivitetsplanen kan for første gang realisere et samlet samarbejde og værdikæde omkring lysteknik, SSL og LED imellem forskning og uddannelse (DTU Fotonik og SBI), test, udvikling og standardisering (DELTA), videnformidling (GTS og Dansk Center for Lys og Innovationsnetværket Dansk Lys) og industrien (FABA, producenter og rådgivere) samt brugere og interessenter (DONG, Go Energi, styrelse og kommuner). Internationalt er der mange aktører på SSL området at samarbejde med, herunder Cluster Lumiere Lyon & Institute for Building Sciences, Frankrig; International Energy Agency’s 4E, International Solid State Alliance m.fl.

Kommentarer (14)

Kommentarvisning

Vælg din foretrukne kommentarvisning og klik på "Gem indstillinger" for at aktivere dit valg.

LED - et interessant område

Af ed@team.goenergi.dk (Sekretariat for Go' Energimærket)

De vigtigste alternativer til gløde- og halogenpærer for de private forbrugere er A-pæren og LED-pæren. Særligt inden for LED kommer der løbende nye produkter dermed nye muligheder. Derfor vil LED komme til at spille en større rolle fremover.

Dermed er LED meget interessant for især de private forbrugere på markedet, dog kan vi ikke regne med, at alle LED'er giver et godt lys, holder længe og er lige effektive.

Vi har derfor lanceret Go' Energimærket på LED, og vores opfattelse er, at markedet (forhandlere og producenter)efterspørger og bakker op omkring mærket på LED.

Det er derfor vigtigt for os, at vi har nogle samarbejdspartnere, der dygtiggør sig netop på dette område - især dæmpning af lys i forbindelse med LED er særligt interessant. Et realiseret samarbejde mellem forskningen og de private udbydere af LED belysning ville kunne gøre LED til et endnu mere attraktivt og anvendeligt alternativ for forbrugerne.

Med venlig hilsen

Elisabeth Dreier
Sekretariatschef for Go' Energimærket

LED - et interessant område

Af Asser Kalsbøll (DELTA)

Kære Elisabeth,

Tak for din kommentar.
DELTA er meget interesserede i samarbejdspartnere på dette område og vil derfor gerne i dialog igen med jeres organisation senere i forløbet.

Mvh
Asser

Belysningsteknologi og visuel perception - et interessant felt

Af Thorkild Ærø (Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet)

SBi byder DELTA’s initiativ til etablering af et Center for belysningsteknologi og visuel perception velkomment. De seneste års udvikling i ’solid-state-lighting’ teknologien (især LED- og OLED belysning), det stadigt stigende krav om energieffektive løsninger og den øgede forståelse for lysets betydning for menneskets velbefindende og sundhed har medført et stort behov for hurtigst muligt at få omsat de teknologiske muligheder i bæredygtige belysningsløsninger.
DELTA’s ambitioner om at udbygge rollen som akkrediteret lysteknisk laboratorium og opbygge en række test- og kalibreringsfaciliteter samt udvikle tekniske serviceydelser på belysningsområdet ser vi som et glimrende grundlag for udvikling af viden, som giver mulighed for innovativ produktudvikling, test og dokumentation af nye løsninger. Her er der også muligheder for at nogle af de planlagte testfaciliteter kan etableres som fælles faciliteter, for at øge anvendelsestiden, reducere drift- og vedligeholdelsesomkostninger samt for at sikre at faciliteterne er på et førende internationalt niveau.
SBi’s interesse ligger inden for bygningsområdet og det byggede miljø, hvor vi i mange år har arbejdet med udvikling, analyse og vejledning om energieffektive belysningsløsninger med vægt på lysets (dagslysets og kunstlysets) betydning for brugernes oplevelse, trivsel og helbred. Her er visionen at intensivere indsatsen på dette felt i de kommende år, og vi forventer at tilvejebringe ny forskningsbaseret viden om helhedsløsninger til ’det gode lys’, løsninger baseret på bæredygtighed, dækkende såvel økonomiske fordele som visuelle og non-visuelle virkninger på mennesket. SBi har et omfattende internationalt netværk og en aktiv rolle i internationale organisationer som CIE, IEA, EU og CEN-grupper.
SBi deltager med glæde i drøftelser af mulighederne for øget samarbejde på dette vigtige og voksende område, fx omfattende:
- Mulige samarbejdsformer og -projekter
- Mulige fælles testfaciliteter og deres drift og vedligehold
- Menneskelige ressourcer i samarbejdet 
- Uddannelse

Belysningsteknologi og visuel perception - et interessant felt

Af Asser Kalsbøll (DELTA)

Kære Thorkild,

Tak for din kommentar.
Jeg kan kun bekræfte dine konklusioner og forslag.
Som jeg tidligere har tilkendegivet er DELTA meget interesserede i samarbejde på denne aktivitet.

SBi er en helt oplagt partner her - også i drøftelserne omkring hvorledes vi kan fokusere oplægget til aktivitetsplanen endnu mere.

Mvh
Asser

LED til specielle formål

Af Viggo K. Dahm (AGLsign)

Vi hilser DELTAs initiativ velkomen. som producent af specialprodukter med LED belysning vil det vxære enuvurderlig styrkelse at kunne etablere et profesionelt samarbejde og erfarings udvæksling her i landet.
Vi vilmed glæd deltage og yde en aktiv indsats for at frmme dette projekt.

Viggo K. Dahm
CEO

LED til specielle formål

Af Asser Kalsbøll (DELTA)

Kære Viggo,
Tak for din kommentar.
Vi sætter stor værdi på input til initiativet - og de meget positive er bekræftende for vores oplæg til aktivitetsplanen.
Mvh
Asser

LED er et vigtigt indsatsområde

Af Dorte Gram (Dansk Center for Lys)

Det beskrevne projekt er af stor vigtighed for den danske lysbranche. Der mangler pt. standarder for LED, som sikrer at både kvalitet og energibesparelser
er på det niveau, de bør være. Med henblik på at opnå fælles standarder er der pt. flere internationale aktiviteter i gang. I den forbindelse er det vigtigt,
at der findes mulighed for test og måling af nye LED-produkter og LED-systemer i henhold til gældende normer. Dansk Center for Lys bidrager allerede nu med formidling af ny viden inden for LED.

LED er et vigtigt indsatsområde

Af Asser Kalsbøll (DELTA)

Kære Dorte,

Tak for din kommentar. DELTA vil enten i selve aktiviteten - eller i en samlet standadiseringsaktivitet prioritere dette netop arbejdet med standarder ift. LED -bl.a rettet mod fælles EU/International standarder.
Mvh
Asser

Forretningsmuligheder fra LED mm.

Af HC Frandsen (VIRKON)

Den beskrevne ambition omkring at etablere stærke internationale kompetencer indenfor belysningsteknologi, ser vi store kommercielle muligheder i. Da energien til lys ofte er en stor omkostninger i alle samfundets kroge, vil der være store kommercielle muligheder for at skabe virksomheder, der på den ene eller anden måde kan reducere energiforbrug og omkostninger uden at forringe den oplevede kvalitet. Vi ser det som et strategisk vigtigt (og nødvendigt) skridt for Danmark at have solide spidskompentencer inden for belysningsteknologi. For at kunne udnytte de kommercielle muligheder udenfor landets grænser, er det vigtigt dels at have adgang til ekspertisen ifm. produktudviklingen, men mindst lige så vigtigt at have adgang til viden omkring øvrige landes standarder og kutymer - og herigennem præge det internationale certificeringsarbejde.

Til eksemplel, har vi arbejdet med en mindre virksomhed, der udviklede LED belysninger til erstatning for konventionelle neonrør - men de havde ufordringer omkring at kunne få deres produkter testet og certificeret her i Danmark irt. til at kunne sælge dem i udlandet. Den kommercielle konsekvens var, at det bliv dyrere og langsommere at komme ud på nye markeder end hvis ekspertisen havde været i DK.

Mvh
HC Frandsen
Managing Partner

Svar til HC

Af Thomas Bech Hansen (DELTA)

Kære HC,

Tak for dit bidrag til dialogen om LED. De understreger betydningen og konsekvenserne af, at LED ikke "bare" er en lyskilde men en mere kompleks komponent - samt at for, at vi skal høste kommercielle successer i virksomhederne, er vi nødsaget til at kunne gå hele vejen med ikke bare ny viden - men også test og rådgivning helt ind til markedsadgang. Ellers strander de mange gode intentioner - og vi ender med at bero os på andres teknologi.

bedste hilsner
Thomas Bech Hansen, Executive Vice President, DELTA

Udvidelse af igangværende aktiviteter

Af cadh (DTU Fotonik)

Det er positivt at Delta på det belysningstekniske område ønsker at iværksætte nye aktiviteter. Udviklingen inden for LED teknologi er nu på et niveau, hvor LED baseret belysning, såkaldt Solid State Lighting (SSL), mht. effektivitet, lysmængde og lyskvalitet kan erstatte en række traditionelle lyskilder. Denne nye belysningsteknologi stiller stiller en lang række nye spørgsmål, om optik, farvegengivelse og visuel fremtoning, blue light hazard og mange flere. Det er derfor rigtigt, at der er behov for test og rådgivning inden for dette område, men dette behov har eksisteret i mange år.

DTU Fotonik har derfor igennem de sidste 8 år i 30 F&U&D projekter arbejdet tæt sammen med danske virksomheder omkring anvendelser og udvikling af SSL produkter med hovedvægt på lyskvalitet og energibesparelser. På DTU Fotonik på RISØ Campus er der opbygget et LED forsknings-, udviklings- og innovationslaboratorium med kompetencer inden for LED teknologi, optisk og termisk design samt faciliteter specielt til lysteknisk karakterisering af LED komponenter, systemer og produkter. Dette laboratorium er under stadig udvikling og vil i den nærmeste fremtid kunne teste større SSL produkter som f.eks. til vej- og gadebelysning og væksthusbelysning mht. effektivitet, farve og udstrålingskarakterisering. 3D computersimulering af visuel perception af belysningsdesigns afprøves netop nu i et Elforsk støttet projekt, hvor dette nye værktøj afprøves i samarbejde med lysdesignere.

DTU Fotonik deltager aktivt i det internationale standardiseringsarbejde som nationalt medlem af division 2 i CIE, og ved ekspertdeltagelse i IEA’s Solid State Lighting Annex og bringer derigennem viden og indflydelse på de standarder og krav der er under udarbejdelse internationalt.

Uddannelse af de danske aktører, som arkitekter, designere, ingeniører, studerende og professionelle såvel som private forbrugere, har været og er ligeledes meget vigtige for områdets udvikling. DTU Fotonik har gennem de sidste 6 år afholdt årlige LED konferencer med både internationale og danske indlæg. I marts 2012 var temaet LED udendørsbelysning og arrangementet samlede omkring 150 deltagere. Hands-on erfaring er meget vigtig for mange af disse aktører og derfor er der blevet afholdt LED workshops i forbindelse med konferencerne. Her har eksperimentelt arbejde været kombineret med teori på emner som LED teknologi, optisk og termisk design, samt lysteknisk karakterisering. Således har nu snart 100 deltagere gennem årene designet, fremstillet og testet deres eget LED system.

8 års F&U aktivitet med dertilhørende måleteknisk arbejde på DTU Fotonik med over 100 projektpartnere i LED teknologifeltet har vist, at der er brug for en national lysteknisk-, forsknings-, udviklings- og innovationsbaseret platform funderet på komplimenterende aktiviteter, målefaciliteter og kompetencer. En styrkelse af den nationale kompetenceplatform på lys er vigtig grundet den hastige udvikling af og omstilling til LED eller anden ny teknologi som f.eks. OLED, og vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne.

Det er særdeles vigtigt at nye aktiviteter på området koordineres med de signifikante aktiviteter som allerede eksisterer i Danmark, herunder hos SBi, Dansk Center for Lys, DFM og DTU Fotonik. Det anses derfor som en forudsætning for succes, at initiativet koordineres via en udarbejdet handlingsplan afstemt blandt de andre danske aktører.

DTU Fotonik deltager meget gerne i en national lysteknisk platform med vores F&U og innovations laboratorium med kompetencer og faciliteter til forskning, udvikling og test af nye belysningstekniske optiske systemer. Vi hilser derfor Delta’s initiativ velkomment, men vi vil gerne sikre, at initiativet koordineres med eksisterende danske aktiviteter, så dublering uden national lysteknisk værditilvækst undgås.

Carsten Dam-Hansen og Paul Michael Petersen
DTU Fotonik

Svar til DTU

Af Thomas Bech Hansen (DELTA)

Kære Carsten og Paul Michael,

Tak for jeres fyldestgørende kommentarer og beskrivelser. Dem sætter vi stor pris på. De er et godt afsæt også for vores kommende møde imellem SBI, DTU og DELTA for netop at sikre det rette fokus og samarbejde, så det er et rigtigt godt afsæt.

Jeg tror også, at vi ser meget ens på udviklingen inden for LED, hvor det ikke længere alene er en lysteknisk problemstilling - men meget bredere - der vedr. bl.a. elektronik, termisk design, EMC problemstillinger, styring og andet, hvorfor det trækker bredt på alle DELTA's faciliteter og kompetencer.

Med udviklingen inden for LED er der, som I nævner, også mange andre problemstillinger f.eks. i ibrugstagning, integration, oplevelse eller andet, hvori DELTA ligeledes har sin force inden for f.eks. de perceptive test og rådgivning.

Endeligt ser vi blandt vores 2.000 kunder, at anvendelsen af LED udbredes og integreres på nye måder i produkter, hvilket er vores fokus og hjemmebane inden for produktudvikling. Derved integrerer flere "ikke lyskyndige" virksomheder LEDs, der har brug for bistand - ligesom traditionelle brugere af lyskilder ikke har samme erfaring med integration af komponenter, der er baseret på elektronik og styring. Derved fejler f.eks. alt for mange senere i test forud for markedsadgang, hvilket kunne være undgået.

Det er en styrke, at vi besidder komplementære kompetencer, erfaringer og faciliteter - og deraf kan udnytte de 8 års forskning, som I har gennemgået til at skubbe mere gang i industrien. Vi glæder os til samarbejdet.

bedste hilsner
Thomas Bech Hansen, Executive Vice President, DELTA

The moment is right to launch an ambitious Danish initiative !

Af Fontoynont (International Lighting Commission)

The moment is right to launch an ambitious Danish initiative in the field of high quality, energy efficient lighting

I read with interest the proposal by DELTA and the various comments by Danish stakeholders.

We are reaching a historical tipping point regarding lighting technology: on one hand, solid state lighting offers a new way to provide energy efficient , versatile, and totally controllable lighting schemes. And the costs are expected to collapse within the next 5 years. On the other hand we are facing an enormous challenge of quality control, durability, and most difficult, we have to propose a new organization of the value chain. The number of lighting manufacturers is booming worldwide, and it becomes very simple, in purchasing component on the world market, to develop and propose a lighting product.

Within this context, Danish stakeholders have both the competence and the will to innovate. But there is not one organization with top knowledge in all the steps of the value chain. Cooperation between teams is fundamental, as is the distribution of roles and the clarification of portfolios of activities by stakeholders.

Upstream, there is a need to explore new technologies is photonics, integrated circuits and IT. DTU-Fotonik and DELTA appear to have top level expertise suited for this.

The desire of DELTA to invest in quality control of innovative lighting products is fundamental, due to explosion of the number of lighting manufacturers, and to assist SMEs in their development. Here, the objective is to increase confidence in lighting products for professionals, consumers and clients. Here, coordination with DTU as to be defined.

Downstream, there is probably even more work to conduct, since the challenge is to take the opportunity of the versatility of new energy-efficient light sources to propose lighting schemes which respond much better to the social needs (quality of life at daytime and night time, in buildings, cities, transportation, etc.). It means that the time is right to explore deeper the fundamental needs concerning our right exposure to light, the best possible spectra and quantities of light, and also explore new ways to light our environment. A large experimental programme needs to be built. Experiments should be designed to propose, test and validate new products and lighting schemes. Initiatives by DELTA on product quality rating, comparable with their developments in acoustics make sense. We need also to consolidate the perception studies conducted at SBI, both in labs and on site, to provide energy efficient, high quality global lighting schemes in buildings. The proposal of DTU-Fotonik to launch an ambitious programme to test and validate innovative outdoor lighting schemes in cities goes in this line too.

In conclusion, I welcome talks among Danish stakeholders, and consider that coordination of R&D activities in lighting in Denmark are essential, and could lead to significant economic growth.

Prof Marc Fontoynont
Vice-President
International Lighting Commission (CIE), Vienna, Austria
Since Sept 2011 at SBI & DTU-Fotonik.

Respons to Marc Fontoynont

Af Asser Kalsbøll (DELTA)

Dear Marc Fontoynont,

Thank you for your positive response and international expert validation of the initiative.

Your comments and verifications on the timing issue of launching this initiative is important to DELTA as proper timing is a central element in the performance contract.

Best Regards
Asser

Log ind for at kommentere

Send denne side til en ven

Tidligere år

Se hvilke aktiviteter, der blev sat i gang i perioden 2009-2012